”Fordi de blev kastrerede voksede de sig enormt høje, men de blev desværre også ret fede. Det gav dem en enorm brystkasse hvor der kunne være meget luft” svarer Andreas Scholl da jeg spørger ham om han må gå på kompromis i forhold til tidligere tiders kastratsangere. Men inden vi kommer rigtigt i gang med det her interview må jeg heller lige introducere betegnelsen kontratenor og ja, fænomenet Andreas Scholl. En kontratenor er en mand der synger i det toneleje som den kvindelige alt gør. Med andre ord synger kontratenoren udelukkende i falset, og man må gerne kalde dem falsetsangere; siger man kastratsangere får kontratenorer en mærkelig trækning ved øjnene, og før de når at sige noget, vil jeg forklare, at kastratsangere var unge drenge med smukke stemmer, der blev kastrerede for at sikre at stemmen ikke gik i overgang, og det er altså dem, der blev fede og ranglede (jeg ligger på min seng og på mærkeligste vis bliver min hofte mig meget præsent). Kontratenorerne har, forhåbentlig, udstyret intakt! Andreas Scholl er på grund af sine stærke fysik og sin sikre teknik blevet verdens nok mest berømte kontratenor, og hans krystalklare stemme og følelsesladede fortolkning af barokkens store værker har høstet stående bifald og bravo-råb verden over.
Hverken mand eller kvinde, men det næste skridt
Andreas Scholl er en stor mand, han er høj og bred og har andendags skægstubbe, en sweatshirt og uglet mørkt hår. Han trykker en proper næve, og det er svært at forestille sig, det her brød af en mand stå på scenen og med ømhed fortolke livets store spørgsmål med en sart og krystalklar falset; for hvad er det lige der sker, når det maskuline tørner sammen med det forfinede, enkle, måske feminine? ”Barokkens musik, min musik transcenderer kønnet, den er en eksponent for det rene, for det rigtige, den er hverken mand eller kvinde, og det skyldes at datidens helt ikke måtte være vulgær eller absurd, helten skulle være på et højere niveau." Og det er på den måde, Andreas Scholl vil kendes. Han fortæller, at der er to måder at reagere på, når man hører en kontratenors særprægede stemme for første gang ”Enten griner og forundres man, fordi man ikke har hørt det før, for derefter at vende sig til det. Eller også griner man, fordi man ikke kan håndtere det – det er måske særligt folk, der har det svært med bøsser, der opfører sig sådan. Men altså, jeg tror nu også jeg ville have behov for at vænne mig til det, hvis jeg gik til en koncert, og en kvinde sang som en baryton”.
At folk forundres og opfører sig mærkeligt første gang de hører ham synge er en helt almindelig reaktion og den er kærkommen, siger Andreas Scholl: Det viser, at han rører ved noget dybtliggende i folk, og piller ved en opfattelse af, at tingene skal være på en særlig måde. Man piller ved folks indgroede konventioner. Men det er klart en særpræget oplevelse at se en mand som Andreas Scholl synge, og han fortæller, at han flere gange har oplevet, at folk, når han imellem numrene har talt med sin naturlige og maskuline talestemme, er blevet helt lettet. ”Jeg har spillet Maria Magdalena, der skulle synge til Jesus. Når jeg skal fortolke det, så er jeg nødt til at være en kvinde – hvis jeg så overdriver det, bliver det måske latterligt, men det er meget udfordrende og sjovt at gøre, og det er altså lidt sin sag at være fx en nymfe, når man er 192 cm høj og vejer 97 kg”. Det er denne transcendente tilstand, hvor konventionernes og forudindfattelsens forhæng hives til side og blotter en kerne af menneskelighed, der er helt unik, og det er ikke kun publikum, der har den oplevelse. ”Jeg har prøvet at stå på en scene og synge og haft følelsen af, at have fundet frem til en grundlæggende kerne og derpå tænke: Bare jeg kunne bringe det med til mit daglige liv.”
Barokkens genfødsel
Barokmusikken har inden for de sidste 20 år oplevet en veritabel genfødsel. Jeg spørger Andreas Scholl, hvad der ligger til grund for denne revival[ENGELSK UDTRYK]. ”Barokmusikken startede som et alternativ til den daværende konventionelle, klassiske musik, hvor operaer kørte i ring og man for 117. gang kunne høre tenorer stå og synge Nessun Dorma. Det var et nyt miljø, hvor man kunne spille musik, der ikke var blevet rørt i flere hundrede år. I starten var det nørder, der spillede med langt skæg, hjemmestrikkede sokker og Birkenstock sandaler”. Barokmusikken er blevet accepteret, og Andreas Scholl, hvis øjne glimter når han taler om denne udspringshistorie, forklarer mig, at man skal værne om det mål man allerede har nået. ”Det kan være meget stift at synge i et operahus. Der er faste regler for hvornår man må klappe, hvilket tøj man skal have på og hvordan hele showet skal køre. Det synes jeg ikke er interessant. Jeg ville gerne komme ud på scenen, fortælle om min musik, være i afslappet tøj og så ville jeg synge arierne helt anderledes. Det er vigtigt, at vi ikke kvæler musikken.” Andreas Scholl fortæller om alternativ opførelsespraksis, hvor sammenblandingen af kunstarter, fx Purcell og moderne dans og en mere afslappet stemning, er et fremtidigt og nødvendigt alternativ for at få det unge publikum til at holde den klassiske musik i live. ”Jeg sang engang i The Yellow Lounge, arrangeret af Deutsche Grammofon. De havde lejet en natklub, og så var der høj klassisk musik i højtalerne. Folk havde drinks og snakkede. Der var to sæt af tyve minutters varighed, hvor jeg sang et par arier. Det var så skræmmende for jeg stod kun to meter væk fra publikum, men det var sådan en fed oplevelse, og det ændrer helt, hvordan vi oplever musikken”. Andreas Scholl mener i det hele taget er der er baggrund for mange flere unge koncertgæster i København, hvis man ændrer på opførelsespraksis. Han forestiller sig, at der er materiale til mindst 3 gange så mange besøgende. ”Jeg tror ikke, man kan lave koncerter, der dækker både det gamle og det unge publikum. Men man kunne måske mærke plakaterne, så folk kunne se hvilken slags arrangement, der er tale om. Men det ville kræve at anmeldere og musikmiljøet var med på den og bakkede nye projekter op.” På trods af sin vilje til at forandre det klassiske musikmiljø er Andreas Scholl dog godt klar over, at den klassiske musik kan være svært tilgængelig for nogle, og fordre meget af sine tilhørere. ”Klassisk musik er ikke for alle, men det kan forandre folk. Jeg tror måske at klassisk musik kan røre folk dybere end fx Beyoncé, men det kræver også mere af publikum. Händel er rigtig god easy listening musik, så hvorfor skulle flere folk ikke være interesserede i det?”. Andreas Scholl er dog selv fan af popmusik og har sit eget studie hvor han indspiller popmusik. Jeg spørger ham hvad han synes om Stings udgivelse af John Dowland sange. Han hilser sådanne tiltag velkomne og tilføjer. ”Jeg har mødt Sting, og han er en utroligt begavet musiker. Han er ikke klassisk trænet, men der var aspekter ved hans forestillinger, jeg gerne vil have med i mine egne koncerter. Lyset skiftede farve i løbet af koncerten, og man kunne høre at musikken var forstærket. Ikke meget, bare lidt. Det var ret smagfuldt. Normalt er klassiske musikere bange for forstærkning, men altså, vi forstærker allerede lutten når vi optræder. Ikke meget, bare nok til at den træder ekstra frem. Det er helt evident at Andreas Scholl tillægger den klassiske musik store egenskaber. Særligt i denne tid hvor man hver dag hører om nye ulykker rundt omkring i verden, forklarer han om musikkens positive effekt som en bølge: ”Hvis en dame går til en koncert og har haft en godt oplevelse, går hun måske på arbejde næste dag og er glad – det gør så hendes kolleger glade, for de er glade over at have en positiv kollega”. Man er ikke i tvivl, når man sidder over for Andreas Scholl – der er helt klart store muligheder i musikken.
Verdens bedste scener
Andreas Scholl har været meget i Danmark de seneste år. Han blev for 6 år siden engageret til at synge i Händels opera Julius Caesar, og siden da har han fået et netværk, blandt andet igennem et tæt arbejde med Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen. Andreas Scholl siger: ”Nogle steder kommer man bare for at synge, andre steder holder man af at være og får sig derfor et netværk”. På trods af at have sunget i verdens bedste koncertsale, som fx Covent Garden og Metropolitan operaen, mener Scholl, at København er blandt verdens bedst steder at synge. Han griner og siger med en overraskende og spørgende mine: ”Her i en krisetid har I bygget tre verdensscener i København” og til operaen, som jo ellers ikke er elsket af alle siger han: ”Den har mulighed for at udvikle sig til noget lignende Sydney operaen, om nogle år når infrastrukturen er bedre udviklet”.
Ønsker for fremtiden
Min time med verdensstjernen Andreas Scholl er hurtig gået, og jeg er blevet overrasket over hvor entreprenant en mand Hr. Scholl er, og hvor mange ideer han har til videreudvikling af den flere hundrede år gamle musik, han har gjort til sin levevej. Senere på året udgiver han et album med middelaldermusik, en ifølge ham selv, meget levende og af mellemøsten inspireret musik, der kræver enormt meget af kunstneren og musikerne. Når Andreas Scholl skal sammenfatte sine fremtidige mål, er det at holde barokmusikken levende og fortsat udvikle den, og stille spørgsmål ved gammelkendte normer, særligt hvad angår det unge koncertpublikum: ”Køn og kultur er i konstant forandring kloden over, og det er nødvendigt at vi transcenderer konventionerne”. Andreas Scholl er i sandhed en eksponent for dette hans mål. Selvom han ikke er homoseksuel, har hans musisk dog haft en ”spring ud af skabet-oplevelse”, og han synger et repertoire, der indtil 1950’erne stort set var glemt. Scholl har været med til at gøre den moderne barokmusik til, hvad den er i dag. På mange måder ligger barokmusikkens ide om det sammensmeltede køn og den transcendentale tilgang til konventionerne meget op af de tanker, mange homoseksuelle har, der afspejles i de forandringer, der sker i samfundet. Andreas Scholl kalder vores tid for ”en ny oplysningstid” og han tilføjer: ”det er noget, man skal passe værne om”. Med disse ord slutter mit interview med genderbender kontratenoren Andreas Scholl.