Af Philipp Dominik Keidl
(Oversat af Torben)
For 23. gang hyldede Berlin Internationale Filmfestival exceptionelle homo-produktioner fra hele verden og understregede dens ry som et unikt, mangeartet, politisk og ambitiøst filmmarked.
Da filmmager, skuespiller og homoaktivist Manfred Salzberger blev leder af Berlinalens Panorama-afdeling i 1980, fik festivallen et nyt og bredere fokus på film med bøsse/lesbiske temaer. Fremover skulle boghandlen Prinz Eisenherz (Prins Valiant på tysk) blive centrum for queer filmfolk og cineaster under Berlinalen. Man mødtes efter de sidste visninger for at diskutere eller se homofilm, der ikke var blevet udvalgt til det officielle festivalprogram.
I 1987 fik Salzgeber endelig den idé ikke kun at vise film med homo-temaer, men at ære dem med deres egen pris. Lige siden har en uafhængig jury uddelt en Teddy-pris til de bedste homofilm. (Navnet er inspireret af festivallens Gyldne Bjørn).
Teddyens stigende popularitet og store fanskare fik Berlinalen til at acceptere den som en af festivallens officielle priser i 1992. Berlinalen blev hermed den første og indtil nu eneste A-liste-festival, der særligt anerkender homofilm.
I dag har Teddyen markeret sig som verdens vigtigste queerfilmpris, og omkring 4000 professionelle og gæster fejrer vinderne ved en glamourøs ceremoni hvert år.
I 2009 var den 23. udgave af Teddy større end nogensinde. 23 spillefilm, 7 dokumentarfilm og 9 kortfilm konkurrerede om prisen.
Trenden dette år var film, der gav indblik i regioner som Kashmir, Indonesien, Pakistan og de Palæstinensiske Territorier, og deres alarmerende forhold for mennesker med en queer livsstil.
FUCKING DIFFERENT TEL AVIV (Tyskland/Israel 2008) er et kollektivt projekt af 12 forskellige bøsse/lesbiske filmskabere, der portrætterer queer miljøer i Israels metropolis. Instruktørerne er frie til at iscenesætte deres holdninger og idéer om queer identitet i Tel Aviv. Den eneste regel er – som i FUCKING DIFFERENT BERLIN og FUCKING DIFFERENT NEW YORK - at de lesbiske instruktører portrætterer bøsser og bøsse-instruktørerne portrætterer lesbiske. Temaer som politik og religion præsenteres i en meget original og individuel mosaik af film, hvor hver enkelt film er unik i sin stil, historie og udførelse.
Dokumentaren CITY OF BORDERS (Yun Suh, USA 2008) følger 6 israelere og palæstinensere på deres jævnlige besøg til Jerusalems eneste homobar Shushan og deres kamp for tolerance, værdighed og accept. I en by af grænser – mellem Øst og Vest, mellem jøder og palæstinensere, mellem sekulære og ultra-ortodokse, og mellem hetero og homo – er baren et usædvanligt symbol på tolerance. Her mødes folk af alle nationaliteter, religiøse overbevisninger og sexuelle orienteringer i et accepterende miljø.
Den tyske produktion CHAN DI CHUMI (Khalid Gill, Tyskland 2009) udforsker kønnets grænser i muslimske kulturer med sit portræt af det transkønnede Khusras-samfund i Pakistan. Khusras har en lang tradition i pakistansk kultur, men i den aktuelle politiske situation er det harmoniske forhold til resten af samfundet blevet rystet. I et miljø, hvor livet inddeles i strengt mandlige og kvindelige kategorier, er livet for Khusras blevet svært i et samfund med stigende intolerance.
QUEER SARAJEVO FESTIVAL 2008 er en chokerende afsløring og påmindelse om, at accept og homo-rettigheder ikke er en selvfølge, og at homofobi stadig er et problem i mange dele af verden. Under den første Queer Sarajevo Festival, som blev afholdt i september 2008, blev en åbningsceremoni på Kunstakademiet angrebet og 8 blev såret. Der var flere andre protester mod festivallen i hele byen, og organisatorerne var nødt til at aflyse den planlagte 5 dage lange festival efter kun én dag.
Politiske film har en lang tradition ved Berlinalen, og Teddy Awards har en tydelig agenda: ikke kun at være en filmpris, men altid en politisk pris, der opfordrer (queer) filmskabere til at råbe op om stadig eksisterende undertrykkelse og politiske uretfærdigheder i hele verden. Dette gør Berlinalen til en af sæsonens mest mindeværdige festivaller.
Der er faktisk kun få film at kritisere i dette års program. De fleste film var visuelt kreative. De fortalte interessante historier fra en ny, ofte mystisk vinkel, udfordrede tilskueren med spørgsmål om homoliv og traditionsbaserede liv, eller fortalte enkle, smukke kærlighedshistorier, som WU SHEN FENG LING af Kit Hung (Hong Kong/Schweiz 2009).
I Hong Kong møder den schweiziske backpacker Pasquale den generte kinesiske fyr, Ricky. De to ynglinge bliver forelskede og indleder et intenst forhold, der ikke begrænses af kulturelle og sproglige forskelle. Fortalt i flashbacks følger filmen de elskende i Hong Kongs myldrende smalle gader og de schweiziske alpers storslåede natur, mens publikum holdes i spænding om forholdets fremtid.
Jan Krügers RÜCKENWIND analyserer et ungt pars magtdynamik på en tur gennem den tyske provins, Brandenburg. Forholdet veksler mellem ømhed og selv-destruktion og er konstant i fare. De farer vild i en skov og møder en enlig mor og hendes teenage-søn. De to beslutter at blive hos familien, men jo længere de er beskyttede, jo flere usikkerheder, svagheder og mørke sider afsløres, indtil forholdet får en brat ende. Krüger skaber med et hovedsageligt improviseret manuskript et moderne eventyr, som udspiller sig i Tysklands fantasme-skove.
En anden stærk konkurrent var MIAO MIAO (Cheng Hsiao-tse, Hong Kong/Taiwan 2008). Denne søde kærlighedshistorie mellem en udvekslingsstudent i Taiwan og en af hendes klassekammerater er en vidunderlig film om ungdommens uvisse længsel og behovet for at elske og blive elsket.
I den mystiske GHOSTED (Monika Treut, Tyskland/Taiwan 2009) sørger den tyske kunstner Sophie over sin taiwanesiske elskede Ai-ling. Da den mystiske Mei-li begynder at efterforske Ai-lings død, bliver Sophie hjemsøgt af en stribe pludselige flashbacks til deres forhold.
Endnu en præcist instrueret film fra Asien var Simon Chungs END OF LOVE (Hong Kong/Kina 2009). Chung fortæller historien om unge Ming, der havner i stofmisbrug og prostitution. Filmen er en levende udforskning af kærlighed, stoffer, troskab og moral. Generelt præsenterede Asien det mest fascinerende og afvekslende udvalg af homofilm i år.
Årets største skuffelser var PEDRO (Nick Oceano, USA 2008) og dokumentaren THE GOOD AMERICAN (Jochen Hick, Tyskland 2009). Begge film havde chancen for at udforske to interessante karakterer, der levede med HIV, men begge film er for bange for at miste publikums sympati, hvorfor deres portrætter forbliver ret en-dimensionelle.
PEDRO omhandler Pedro Zamoras sidste år. Han blev smittet med HIV som 17-årig, arbejdede som AIDS-aktivist i hele Amerika og blev berømt i MTV’s realityshow THE REAL WORLD, før han døde som 22-årig i 1994. Den Oscar-vindende forfatter af MILK, Dustin Lance Black, præsenterer Zamora som en martyr uden kanter. Hans interessante og bevægende biografi bliver til en klichéfyldt, kedelig sæbeopera.
THE GOOD AMERICAN skuffer med et portræt af Tom Weise, grundlæggeren af rentboy.com, verdens største internetforum for trækkerdrenge. Det er ubalanceret og stiller ingen spørgsmål. Filmen udforsker aldrig, hvorfor sexhandelen er så omfattende under overfladen af det snerpede USA, eller hvordan The Hustlerball – et kæmpe sex-party for rentboy.com-medlemmer – egentlig bidrog til homofrigørelsen i Amerika. I sidste ende keder og irriterer filmen bare med egomanen Weise, der plaprer løs om sig selv.
Læs mere i Del 2: Hvem Vandt?