Af Sune Demant og Esben Weiergang Larsen
Vi åbner med undren døren til Bøssehuset og står midt på scenen i Den Rullende Operas nyeste opsætning. En opera i børnehøjde med titlen ”Løgneren i Døgneren”. Den Rullende Opera er kendt for at servere grønne omeletter, og denne gang bliver Mozarts udødelige hits sat til tekster som ”Stegen var sej og sort som sværte”, eller ”Kioskens gulv blev fyldt med blod” – sunget, til tider, udforskende fistelstemmens yderste grænse.
Vi går ud bag scenen i et rum der, hvis det kunne fortælle historier, ville fortælle om mangen en omgang frk. Verden. På en frønnet kommode står noget der ligner en sæk medisterpølse, men som i virkeligheden vist er ruller af sejlgarn. Vi taler med Jakob Heide Madsen, som fortæller os at det med at ville lade operaen nå ud til en anden målgruppe end det grå guld, der sædvanligvis troner i plyssæderne på Det Kongelige Teater, er en central del af kompagniets koncept. Den Rullende Opera spiller fx på typisk rytmiske spillesteder, hvor folk kommer tæt på sangerne, og kan sidde med en øl i hånden under forestillingen.
”Løgneren i Døgneren” er en Short Cuts-agtig fortælling om en kioskmutter der bliver udsat for tyveri. Det eneste spor hun har fra tyven er et stykke af hans tøj. Nu mistænkeliggør kioskmutteren alle der kommer ind i butikken, og operaens handling kredser om opklaringen af tyveriet, og om kundernes individuelle historier.
Det er første gang at Den Rullende Opera satser på en forestilling henvendt til børn, og valget af Mozart som musikalsk grundlag er ikke tilfældigt. Dels er Mozarts gavnlige effekt på børns trivsel og indlæring veldokumenteret, og dels gør musikkens popularitet det nemmere for den fondsunderstøttede trup at sælge forestillingen og holde operaen rullende.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at der er godt med bøsser blandt truppens medlemmer, og der pusles også med idéen om en helt nyskreven bøsseopera til fremtidig opførelse. Men eftersom den slags ville blive noget mere nichepræget, og dermed stride imod tilgængelighedskriteriet, har projektet denne gang måttet vige pladsen.
De intime opførelser med klaverakkompagnement, og ambitionen om ”opera for gud og hver mand”, har indtil videre været så velfungerende et koncept at Den Rullende Opera på deres sidste forestilling delte instruktør med Covent Garden i London, hvilket ikke siger så lidt.
Løgneren i Døgneren har forpremiere fredag den 27. Marts klokken 17.30 i Bøssehuset på Christiania, og spiller igen dagen efter klokken 14.00 i Kastrup kirke.
Yderligere info, herunder øvrige spillesteder og datoer på www.denrullendeopera.dk