Selvom Republikken Irland overraskede alle ved at sige ja til homoseksuelle ægteskaber ved en folkeafstemning sidste år, hvilket politikerne i Belfast i Nordirland pudsigt nok endnu ikke har gjort, er det stadig svært at spotte regnbueflag, barer, diskoteker og væresteder. Irland er jo mere og større end storbyer som Dublin og Cork, hvor den homoseksuelle kultur trives nogenlunde.
Kører man rundt i Irland, parkerer bilen for en dag og giver sig tid til at fornemme byernes hjerte, finder man hurtigt ud af, at den katolske kirke er en interegreret del af menneskene. Det er fascinerende men også skræmmende, fordi troen og dyrkelsen kan være så dedikeret. Ting, der ikke accepteres i kirken, accepteres helst heller ikke i hjemmet. Mange irske katolikker er loyale mod deres præster og kirker og har et bånd, som politik og udvikling har svært ved at justere og nuancere.
Selvom oplysning burde ændre væremåder og anskuelser, bliver der stadig brændt plastic og andet miljømæssigt problematisk i hjemmenes brændeovne. Bilvrag og andet uønsket metal bliver gravet ned i jorden - lige der under de søde får og kløvermarkerne. I den ældre generation taler man helst ikke om homoseksualitet, hvilket har direkte eller indirekte betydning for de yngre generationer.
Homoægteskaber er endnu ikke lovlige i Nordirland, men alligevel er en tur til Belfast forfriskende, hvis man befinder sig langt væk fra Dublin og Cork. Her er der blafrende britiske flag, gyldne McDonalds-måger, Starbucks-logoer - og ja, her er der barer, cafeer og pride for homoseksuelle.
Og på Donegall Street har LoveAnarchy sørget for optimiske og venlige opråb til politikerne om behovet for en lovmæssig holdningsændring.