Undertegnede kendte ikke synderligt meget til Tegan & Sara før nattens møde på Pride Island. En havnemole i Tribeca var omdannet til Manhattans største homofest med optræden af store internationale stjerner, og med byens skyline i baggrunden kunne setupet nærmest ikke blive mere ikonisk.
Det ville være helt uanstændigt at kalde dem for opvarming, men bandet før Tegan & Sara var den engelske electronica trio Years & Years med monsterhittet 'King'.
Desværre gik alt galt med lyden, og bandets sympatiske forsanger, Olly Alexander, kæmpede med tårer og skyldfølelse. Han var flere gange ved at forlade scenen og måtte stå med ryggen til publikum for at skjule sine tårer. Han lovede at de altså plejede at være meget, meget bedre. Publikum kvitterede med jubelskrig og kærlighed. De elskede Years & Years ligemeget hvad.
Den ringe og manglende lyd lovede ikke godt for Tegan & Sara, og jeg besluttede mig bare for at skyde billeder af de første 2-3 numre og smutte hjem.
Men jeg blev klogere. Og rigere. Tegan & Sara er en duo i verdensklasse med en tryllebindende tilstedeværelse. De havde styr på alt; lyd, lys, fans, endnu-ikke fans og alt det andet. Selv deres merchandise i fanshoppen var fedt.
Folk og fans blev hypnotiseret og duoen benyttede den svævende og modtagelige tilstand til at snakke om deres non-profit organisation, Tegan & Sara Foundation. De vil kæmpe for bedre økonomiske, helbredsmæssige og lovmæssige rettigheder for LGBTQ-piger og -kvinder og vil fremme eksponeringen af denne gruppe i mediebilledet.
De samarbejder med brands som Kiehls og engagerer sig med andre LGBT+ organisationer verdenen over for at fremme retfærdighed og oplysning.
Hatten af for et band, der vil mere og større ting end sig selv.