Af Manu Sareen
Jeg kan egentlig godt forstå Pia Kjærsgaards følelsesmæssige reaktion, da hun blev karikeret som nazist på Facebook-siden ”Danmarks Løver”. Man kan nemlig sagtens blive stødt, når der er så vide rammer for ytringsfriheden, som vi har i Danmark. Jeg må dog indrømme, at min forståelse for Dansk Folkepartis leder langsomt forsvandt, da jeg tænkte på partiets egen retorik.
DF har om nogen kaldt andre nazister. F.eks. sagde Mogens Camre: ”Den tro (Islam) hører til i en mørk fortid og dens politiske mål er lige så ødelæggende som nazismens.” Søren Krarup har også bidraget: ”Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest.”
DF`s Medlemmer kan egentlig sige, hvad de har lyst til, for rammerne er vide i Danmark. Men problemet er, at de ikke kan tåle mosten selv. Højtstående DF’ere har gennem årene gentagne gange dæmoniseret især muslimer og homoseksuelle. Jesper Langballe skrev fx. for nylig i Tidehverv: "I hovedsagen er homoseksualitetens udbredelse i bestemte perioder utvivlsomt betinget af en almindelig livslede." Det var et fordomsfuldt og usagligt indlæg i debatten om homoseksuelle vielser.
Det er alle os andre, som skal finde os i hån, spot og latterliggørelse. De samme spilleregler gælder åbenbart ikke for medlemmerne af DF, der ellers påstår, at de holder ytringsfrihedens fane højt. Pia K og medlemmerne af DF gik i moralsk selvsving, da de blev karikeret som nazister på Facebook. De følte sig dæmoniseret.
I sammenligning med disse tegninger, er ovennævnte citater hhv. af et medlem af det danske folketing og europaparlamentet – i ramme alvor. Det er ikke kun hyklerisk, og ude af proportioner. Det ødelægger også sammenhængskraften i Danmark. DF har ingen problemer med at nedgøre mindretal i Danmark, men når det gælder dem selv, så spiller de offerkortet.
Jeg synes ikke om, at man skal gå rundt og kalde hinanden for nazister, og jeg syntes at nazi-tegningerne var platte. Den måde at tale til hinanden på lukker enhver form for dialog og saglig debat. Men jeg bliver så utrolig træt af DFs hykleri og de politikere, der hopper med på DF i offerrollen.
Venstres Peter Christensen krævede en uforbeholden undskyldning for karikaturen af Pia Kjærsgaard som nazist: ”Nazismen er et af menneskehedens værste kapitler, så derfor burde det være en selvfølge, at man reagerer, når folketingskolleger bliver sidestillet med en ideologi, som har millioner af liv på samvittigheden.”
Gad vide, hvornår Venstre forlanger en undskyldning fra Dansk Folkeparti, for deres dæmonisering af muslimer og homoseksuelle. Det er måske bare nemmere, at se splinten i naboens øje end bjælken i sit eget.