Et tilbageblik på 2010, og et Godt Nytår

30. december 2010 af oliver
Læst af 1231 personer.

AF Tejs Lindhardt, Tejs@XQ28mail.com

For præcis et år siden sad jeg i 35 graders varme på Gran Canaria, hvor jeg havde tilbragt juleaften, og nu skulle nytåret skydes ind. Jeg kunne ikke se Dronningens nytårstale, som for de fleste er et must på denne aften. Mange bøsser og lesbiske tilbringer nytårsaften i udlandet, men for mit vedkommende var dette både første og sidste gang. En nytårsaften skal tilbringes sammen med venner, og ikke tysktalende turister.

 

Vi skal se tilbage på et år, der er gået alt for stærkt. Mange har set 2010, som et år der bare skulle overståes, ikke mindst fordi de fleste troede, det ville blive svært at udfylde et så stort tomrum, som World Outgames efterlod sig.

 

Men når Danmark har Copenhagen Pride i ryggen, kan det aldrig gå galt, heller ikke selvom de kører på lav budget. I 2009 lå de i skyggen af World Outgames, men i 2010 kunne de vise deres sande jeg, og folde sig ud, og gøre det de er bedst til, nemlig at give Danmark og de mange turister en uforglemmelig uge. Dog er min mening, og tror også andre syntes, at det var lidt upassende, da LGBT talsmanden, HC Seidelin, tordnede mod den kommercielle del i priden. Men tror vi skal huske på, at uden dem bliver der ikke meget pride, eller Skt. Hans.   

Det var også året, hvor
den Radikale Venstre Borgmesterskuespiller Klaus Bondam ikke ville modtage årest Ekstra Blads Torsk, og året slutter med, at han forlader sin borgmesterpost i utide, for at blive institutleder på Det Danske Kulturinstitut i Benelux. Vi kunne også sige tillykke til en ældre dame, som blev 25 år, og som oven i købet skiftede navn samme år. Her taler jeg selvfølgelig om Copenhagen Gay And Lesbian Filmfestival, der nu hedder MIX Copenhagen. 25 år på bagen og forhåbentlig 25 stærke år endnu.

 

Din egen lykkesmed
Det danske homo miljø er et mix af forskelligheder, måske også derfor filmfestivalen skiftede navn. Men selvom vi er et mix, så må vi konstatere, at vi glider længere og længere væk fra hinanden. Miljøet er ikke, hvad det var for bare 5 eller 10 år siden, da man absolut ikke så det som konkurrence, når stederne fik en idé eller solgte en juleøl til 10 kr. på første J-Dag. På XQ28, vil vi i årets løb sætte fokus på en række emner, og Januar står i ”frivillighedens” tegn. Når man kommer i miljøet, så hører man ofte ting. Bl.a. at ingen gør noget for miljøet, og for nylig sagde en til mig: Jamen alle er blevet deres egne små lykkesmede.   

Vi dannede i 2010 Facebookgruppen Social Gay Network, og dette gjorde vi på baggrund af en kedelig episode, hvor der samme sted blev dannet en Hadegruppe mod dette års MrGay, nemlig Mats Nielsen. Gruppen var meget i mod, at det var blevet Mats, der vandt titlen, selvom publikum havde stemt på ham. XQ28 gik ind i sagen, og gruppen blev lukket. Vi går selvfølgelig ind for ytringsfrihed, men ytringsfrihed med omtanke.

Hvis der skulle være en pris for en eller nogle der har gjort noget særligt indsats i dette miljø i år, må og skal den falde på ejeren af Be Proud. Nemlig Karina Hegaard, som den ene gang efter den anden har lagt lokaler til, for at støtte andre. Det er den ånd, vi gerne skulle se mere til fra alle andre i 2011.

Vi må se ud over vores egen næsetip, og bruge et gammel John F. Kennedy citat, dog lavet om til formålet.

"Spørg ikke hvad miljøet kan gøre for dig, 
               men spørg hvad du kan gøre for miljøet"


Goddag og farvel
Et år hvor vi har måtte sige farvel til diskoteket Star12, og goddag til Outrageouz, som vi desværre også mistede i 2010. I år sluttede en æra, da vi måtte sige farvel til en 27-årig ældre dame. Nemlig Radio Rosa. Efter lidt over 27 år besluttede folkene bag Danmarks første lokale homoradio, at dette skulle være slut. Desværre hjalp det ikke meget, at man i årets start fik lidt fornyet interesse for radioen.

Men nok et af de sørgeligste kapitler i dette år var, da vi måtte sige farvel til Thomas Poulsen, bedre kendt som drag´en Katarina Collins, fra Queens of Denmark. Da vi mistede Katarina Collins, mistede vi også en stor kunstner, og dette miljø blev en drag artist fattigere.
Desværre sluttede årets sørgeligheder ikke her. Ikke mange dage før jul, mens julesneen dalede ned fra himlen, måtte vi sige farvel til en af Danmarks største divaer, nemlig den transseksuelle Sandra Day. Vi har i mange år kunne opleve Sandra Day, på scenen til stor fornøjelse for alle, men i december slukkede Danmarks sidste stjerne, vores alle sammen Sandra Day døde den 15. December. Og jeg er vis på, at når vi nytårsnat ser op mod en klar himmel, så kan vi få øje på 2 store stjerner.

Æret være deres minde 

2011 og fremtiden
Ny og større interesse – 2010 viste os, at selvom Out & About  og XQ28 er en slags ”konkurrenter”, så kan vi sagtens samarbejde  – og jeg ville ønske for 2011, at mange af miljøet steder også ser muligheden for at kunne samarbejde på kryds og tværs og ikke se hinanden som konkurrenter.

XQ28 kan i 2010 bryste sig af, at vi næsten nåede 1,5 millioner læsere, og selvom vi af og til modtager ”sure” opstød, for folk der mener, vi kan gøre det bedre, eller slet ikke mener, vi skulle være til, så kan vi kun give dem ret – vi kan blive bedre, og vil være bedre, men slippe for os, det gør I aldrig. 2011 er året, hvor der vil ske en masse, ikke mindst for XQ28, men for hele miljøet generelt.

Her til sidst, er der blot at sige tak til alle de frivillige, der er med til at gøre vores miljø sjovere og bedre. Og ikke mindst alle os på XQ28, der er frivillige. Men også de frivillige, der er med til at løfte den kæmpe opgave, der hedder Copenhagen Pride, Filmfestivalen Copenhagen Mix og selvfølgelig også til alle de frivillige i Stop Aids.

Jeg vil på vegne af XQ28 ønske alle et knald godt Nytår, og minde folk om at vi IKKE kun er et site for bøsser. Men for hele paletten der hedder bøsser, lesbiske, transpersoner, biseksuelle og hvem der måtte benytte vores site.

Vi ses i 2011