Af Tejs Lindhardt, Tejs@XQ28mail.com
Gå til Facebook I LIKE
Vi startede sidste år med vores ”Nytårsklumme”, og nu er det vist ved at blive til en tradition, så lad os endelig holde fast i den.
Endnu et år er gået, vi har lige taget hul på 2012, og jeg er sikker på, at det for mange vil være et år med store eller små udfordringer.
For os byder udfordringerne ikke mindst på, at vi skal leve op til at kunne levere en god service. 2012 er samtidig også året, hvor XQ28.dk har været her i 5 år. Det forpligter, og man ved aldrig, hvad der sker :)
2011 var det år, vi måtte sige farvel til en sand pioner indenfor homoområdet i Danmark. Axel Axgil blev 96 år, medstifter af Forbundet af 1948, der i dag kendes som LGBT Danmark. Men selvom det er trist at have mistet Axgil og det, han stod for, så lever hans ånd videre, ikke mindst i LGBT-miljøet. Men det gør den også i den prisuddelingsfest, der kommer i februar, som kommer til at hedde Axgil2012. Æret være hans minde.
Men ikke en klumme uden en løftet pegefinger!
København er homo’ernes by
Engang lød politikernes røst i Danmarks hovedstad. København skulle være Europas nye homo hovedstad. Det kunne være stort, det kunne være sejt. Men set i lyset af det København, vi ser i dag, ville jeg være ked af, at det blev kaldt for Homo Europas Hovedstad. Der sker intet i København. Byens steder laver næsten ikke flere events, og det går af røven til. Undskyld sproget! Og vores steder er ikke stolte af at være homosteder, dog med få undtagelser.
Jeg mener det! Danmark har ét årligt samlingspunkt, et samlingspunkt der hedder Copenhagen Pride. Ikke engang den ene gang om året kan miljøets steder og festaktører samarbejde. Det hele gælder om at få flest gæster med til deres event, og gerne mens Showet på Rådhuspladsen stadig er i gang. Og hvor er det ærgerligt!
Hvis det ikke havde været for Rocco festerne, de aktiviteter der sker i SLM med Naked Sunday, sidstnævnte som for alvor fik søndagen til at være noget helt andet, så ville København være et endnu kedeligere sted. Det var glædeligt, at vi i 2011 kunne opleve Frk. Verden i den Grå Hal, efter mange års pause, og vi kan håbe, at det her i 2012, også bliver et Frk. Verden år.
Jyderne tager initiativet, og vi har ikke mindst stiftet bekendtskab med Jobbe Joller, som tog initiativ til Homosocialt Fælleskab, som poppede op i alverdens store og små byer i Danmark, og senest i Norge og Sverige, fordi han mente, der ikke skete nok i Danmark. Jyderne vil her i 2012 også gøre alvor af det og invitere til Aarhus Pride, få måneder før det officielle i København. Så måske før vi får set os om, så er det i Jylland det hele sker, men det vil 2012 vise os.
Ægtefolk til døden jer skiller
Vi er lige gået ud af et år, hvor den første meddelelse kom om, at vi i 2012 vil kunne komme til at kalde det for ægtefæller, såfremt vi ønsker at blive gift. Jeg er stolt af at have haft en finger med i spillet, og at have været med på tætteste hold, da budskabet blev givet. Men det er endnu ikke vedtaget, og i 2011 kunne man se dele af den danske præstestand, med et par biskopper til følge, bryde sig meget lidt om tanken, ved at skulle vie folk med homoseksuel baggrund i deres kirke. Men lige nu, så diskuteres der på livet løs, om hvordan et vielsesritual skal være for homoseksuelle. I dag kan vi vie heteroseksuelle og biseksuelle, blot de er af hvert sit køn, men jeg er ret sikker på, at vi i foråret/sensommeren vil kunne byde de første homoseksuelle velkommen i Folkekirken, og erklære dem for rette ægtefolk.
1,4 millioner
Her til slut kan vi ikke takke vores læsere nok. Tak til Jer, fordi vi måtte ligge her i 5 år. Vi kan her på XQ28.dk mærke, at folk er ved at vænne sig til os. Det har været et sjovt år, som vi lige er gået ud af, og det har ikke mindst været en udfordring for os, at prøve at være et af de samlingspunkter, hele miljøet drejer rundt om. 2011 var det år, hvor vi med stolthed kan sige, at der er over 1,4 millioner, der har klikket sig ind på vores sider. I har læst, og ikke mindst været med til at debattere.
Dermed ikke sagt, at det er så mange personer, men hver gang man klikker ind, tæller dette. Vi kan se, at vores ”konkurrenter” om sig selv bruger ordet Danmarks største osv., men er dette ikke en svær ting at måle, da vi rent faktisk ikke kender hinandens tal? Men vi lægger gerne vores frem og kan ikke sige det nok, vi er stolte. Stolte over det, at der hver måned er over 100.000, der vil benytte tid på at læse vores nyheder, artikler, anmeldelser osv.
Men vi kan altid blive bedre, bedre til at servicere vores læsere. Så ris og ros er altid velkommen.
Det har været et år, hvor vi har skullet sige goddag til flere nye medier, Yumbo, Homotropolis og Proud magasin. Det var også det år, hvor vi skulle læse i Out&About, at krisen for alvor kradser. Det er en alvorlig ting, og jeg håber, at folk vil støtte op om Out&About, det ville være rigtigt ærgerligt, hvis vi skulle miste det eneste magasin, vi har.
Vi har også i årets løb kunne mærke, at nogle af vores ”konkurrenter” brugte ufine metoder. Nogle brugte sågar vores facebook til at skrive, at vi var ”et lorte medie”. Det er ærgerligt at se, de ikke er deres opgave voksen. Men det gør kun, at andre kan se, at deres medie ikke er særlig seriøst.
Jeg vil her til sidst ønske alle et rigtig godt nytår, ikke mindst de skribenter/fotografer der arbejder frivilligt her på XQ28.dk og selvfølgelig et godt nytår til dig, der læser med.
GODT NYTÅR