Siden 1. oktober 1989 hvor loven om registreret partnerskab trådte i kraft, og senere samme år Axel og Eigil Axgil indgik denne registrering, er det gået ned af bakke for Danmark. Vi er gået fra at være et forgangsland hvad angik basale menneskerettigheder for homoer, og var syvmileskridt foran resten af verden. Kønsskifteoperationer for transseksuelle blev allerede mulige for 55år siden, og legaliseringen af billedpornoen blev en del af danskernes virkelighed 1969. Vi var et land hvis flag blev et symbol på mangfoldighed, retten til at elske og være sig selv. Men de danske homoer har det for godt og er blevet for egoistiske. Eller endnu værre; de er blevet ligeglade. Ligeglade med de menneskerettigheder vi har tilkæmpet os i det sidste årtusinde.
Som homoer i Danmark har vi det jo meget godt. Så hvorfor bekymre os om de afvigere der bliver slået ned i Ørstedsparken? De har jo ikke noget med os at gøre. Og hvorfor bør bøsserne gå ud og kæmpe for lebbers ret til øjeblikkelig forældremyndighed for begge forældre, når det jo ikke er en mulighed bøsserne nogensinde selv får? Det er jo i øvrigt også langt nemmere at gå adskilt ned ad strøget, end det er at holde hinanden i hånden, så slipper vi for hvad vi tror er dømmende blikke og misbilligende grimasser. Vi har homoer der kæfter op om hvordan Priden latterliggør os, men det eneste de selv gør, er at melde sig ind i en antipride-lounge på Boyfriend.dk. Jeg er ikke selv modstander af Copenhagen Pride-paraden, men det jeg taler om er ligegyldighed. Hvis det ikke har en direkte effekt på os og vores dagligdag, så kan det være lige meget. En ligegyldighed som har gennemsyret det danske homomiljø, og som er langt farligere end den grimme lov, kondylomer og religiøs fanatisme tilsammen. Når bare glidecremesbowlen på Masken er fuld, gummerne er fugtige på ens partner og der er nok Somersby i køleskabet, så skal alting nok gå. Men folk har glemt at der er nogen der tidligere har kæmpet for retten til at bruge de gummer og for muligheden for at have den bowle med glidecreme på en bar vi kan kalde vores egen.
Jeg mødtes, ret spontant, med en fyr fra Boyfriend.dk for et par måneder siden. Vi skriver sammen i en halv times tid og aftaler at mødes på Nørreport til en snak. Det viser sig hurtigt at vi er vidt forskellige. Han fortæller mig at han vil starte sit eget parti, der er mere højreorienteret end Dansk Folkeparti, men med bedre homorettigheder, hvilket lyder som et nazistparti for homoer i mine ører. Så fortæller han mig at man bør brænde hjemløse i store containere, og at hvis der skulle kastes en bombe i København burde det være under Priden. ”For så kan vi jo få alle de bøsser og lesbiske som ikke vil opføre sig ordentligt og ikke vil passe ind, udryddet!” At jeg aldrig før i mit liv har været så uenig med et menneske er en ting, men man må da give ham lidt kredit; han har taget stilling. Han er ikke ligeglad, og han har en plan for hvordan hans forvrængede livsopfattelse skal blive til virkelighed. Det er da mere end man kan sige om den gennemsnitlige homo i dagens Danmark!
Homokampen i Danmark er, som i mange andre lande, som myten om Sisyfos. Vi skubber den kæmpe klippesten som består af et sammensurium af lovgivning mod hatecrime, gratis kondomer og muligheden for at blive gift i den kirke der har afskyet os de sidste 2000år, op på det bjerg af folkelighed, småborgerlighed og navlepilleri som vores samfund består af. Og så ruller den lige tilbage i fjæset på os, eventuelt skubbet på vej af en regering, fanatisk religion eller danskernes evige søgen efter en idyllisk glansbilledetilværelse. Men måske er grunden til at stenen gang på gang ruller os flade ikke den modstand vi møder, men det at vi ikke er nok der skubber.
Livet er for langt til ikke at bekymre sig og prøve at gøre en forskel. Det er lige meget om det er LBL, STOP AIDS, et politisk parti eller noget helt fjerde man lægger sine kræfter i, eller om man bare vælger at holde sin kæreste i hånden i Magasin, springe ud for sine bedsteforældre eller gå rundt med et lille badge der siger ”I’m gay!”, bare det at man gør et eller andet gør en forskel.
Anders Bobek
Formand for Landsforeningen for bøsser og lesbiskes ungdomsafdeling; LBL-Ungdom