Sådan sagde Dr. Martin Luther King jr. som bekendt, dengang han i 50'erne og 60'ernes USA kæmpede for rummelighed, tolerance og lighed. I dag, godt 50 år senere, synes det desværre ligeså vigtigt, at kæmpe for det, der i den grad burde være grundlæggende livsværdier og livsforhold, og som burde være ethvert menneske forundt - uanset orientering.
Ligesom Martin Luther King jr. har jeg også en drøm. En drøm om, at Danmark skal være foregangsland for sikringen af homoseksuelles rettigheder og vilkår. At København som by og Danmark som land, skal være et sted, hvor homoseksuelle skal kunne være, leve og arbejde i tryghed og glæde, og hvor homoseksuelle vælger at tage til som turister, fordi vi er åbne og frie. Derfor vil jeg arbejde for at oprette og implementere et råd, der kan rådgive kommunerne om homoseksuelle, og jeg vil have, at Danmark skal være i offensiven omkring homoseksuelles forhold i andre lande.
I Københavns Kommune har vi med vedtagelsen af Danmarks første homopolitik taget det første spæde skridt mod sikringen af den seksuelle ligestilling og forbedrede vilkår for homoseksuelle. Københavns officielle homopolitik indeholder bl.a., at Københavns Kommune skal arbejde for, at det bliver muligt for lesbiske kvinder, der ikke har barselsorlov, at få tilbudt fædreorlov ved samlevers barsel – at kommunen vil bidrage til, at den internationale dag mod homofobi markeres – at København, når der viser sig anledning, giver udtryk for støtte til seksuel ligestilling og mangfoldighed – og at kommunen undersøger mulighederne for at kunne sætte ind over for det stigende antal hate crimes.
Og jeg kan desværre konstatere, at netop de såkaldte 'hate crimes' eller 'hate speech' - på dansk hadforbrydelser og hadefuld tale - på beklagelig vis fylder stadig mere i Danmark, og at flere og flere bøsser og lesbiske udsættes for hærværk, verbale overfald, rå vold og knytnæveslag. Denne stupide intolerance og mangel på rummelighed skal stoppes. Det er uværdigt og 'hate crimes' og 'hate speech' forhindrer den demokratiske udvikling af det mangfoldige samfund med vægt på frisind, rummelighed og plads til alle, som jeg kæmper for.
'Hate crimes' og 'hate speech' genererer frygt for de minoriteter, der udsættes for det, og det kan og vil jeg ikke acceptere. Derfor vil jeg arbejde for, at vi i København og Danmark sætter massivt ind for at rydde op i problemet.
Justitsministerens pilotordning om, at Rigsadvokaten i '07 skal registrere domsafgørelser i sager om forbrydelser med baggrund i for eksempel seksuel orientering, er ikke tilstrækkelig. Mange 'hate crimes' og endnu flere tilfælde af 'hate speech' når nemlig aldrig domstolene, og derfor skal indsatsen i mine øjne sættes ind på et tidligere tidspunkt i forløbet. Jeg vil arbejde for at udstyre politiet med mere viden om og begreber for 'hate crimes', så de allerede ved anmeldelsen kan rådgive om det. Der skal lægges større vægt på at finde motiverne bag, så disse kan forebygges.
Manu Sareen
Medlem af Borgerrepræsentationen DRV
Gruppeformand
Folketingskandidat i København
22 64 16 05