Dramaturg på Pantomimen i Tivoli og teateranmelder på de danske teatre Henrik Lyding er sovet stille ind. Hans gode ven, Henrik Emmer, skriver på sin facebook profil: Blodpropper i lungerne, og 3 hjertestop natten til søndag sluttede alt alt for brat et meget fint og betænksomt menneskes liv.
62 år er absolut ingen alder, og det var meget trist at læse meddelelsen på Facebook i går nat.
Mange skriver at Henrik var et meget fint menneske; det kan jeg kun tilslutte mig. Jeg kendte Henrik helt tilbage da han sad på Aids-linien og var en af deres pionerer. Mit arbejde var i Stop Aids, dels som frivillig og dels som receptionist. Jeg mødte derfor Henrik mange gange når han havde sin gang der, og man fik altid en god sludder med ham.
Et fantastisk menneske. Personlig ven var jeg ikke. Jeg blev aldrig tæt med ham, men når man stod i hans cirkel kunne man kun drages af ham – og suge til isg af den viden han så gavmildt øsede ud af.
Mange år senere havde jeg den fornøjelse at støde ind i ham som teateranmelder. For teateranmelder var han også – en af de bedste – og i den liga kommer de færreste.
Særligt husker jeg min første anmeldelse på Huset Teater. Jeg kan ikke huske forestillingens navn, men jeg husker tydelig at jeg nervøst stod udenfor efter forestillingen. Henrik stod noget derfra sammen med andre anmeldere og gjorde tegn til at jeg skulle komme over. Jeg gik derover f–or måske kunne jeg lytte mig til hvor mange stjerner de ville give. Jeg var jo temmelig ny, og selvom jeg havde besluttet mig for mit antal, var det meget rart at vide om jeg nu var helt ude i hampen.
Pludselig kommer en mand cyklende, stopper op nogle få meter fra os og siger:
“Nå, hvad synes anmelderne så om denne forestilling?”
Der går nogle sekunder, så vender Henrik sig stille om og siger tørt: “Det må du læse i avisen i morgen”, hvorefter han vender sig om og taler videre med de andre anmeldere. Altid rap i replikken.
Henrik havde en skøn personlighed, og sjældent rejste han sig op ved afslutningen af et teaterstykke som alle andre gjorde. Kun meget sjældent, og hvis han virkelig var begejstret – noget som jeg tog til mig for mange år siden. Jeg glædede mig altid til at skulle i teatret for så var man sikker på at man lige kunne hilse på Henrik.
Sådan bliver det aldrig mere – Henrik vil blive savnet.
Men vi ved også at himmelen får sig sag for – for nu bliver den anmeldt ;-)
Æret være hans minde.