Arrangørerne af årets Eurovision offentliggjorde i dag logoet for den 64. udgave af verdens største sangkonkurrence som bliver afholdt i Tel Aviv til maj.
Eurovisionens logo anno 2019 består af tre trekanter, som tilsammen udgør en enhed – en gylden stjerne. Dermed falder logoet fint i tråd med Eurovisionens slogan, som i år lyder: “Dare to dream”.
Inspiration
I forbindelse med dagens offentliggørelse af logoet forklarede de israelske arrangører baggrunden herfor:
“Trekantet tilhører verdens ældste former. Det er et af de grundlæggende symboler som findes i kunst, musik og kosmologi, og som udtrykker forbindelse og kreativitet. Når trekanterne forbindes og kombineres, bliver de til en ny enhed – en uendelig stjernehimmel. Dette passer fint sammen med at musikkens fremtidige stjerner samles i Tel Aviv i forbindelse med årets Eurovision.”
Flere versioner
Udover hovedlogoet hvor farven blå dominerer, er der også blevet udarbejdet to alternative versioner af logoet med andre farver. Det er dog hovedlogoet som primært vil blive brugt både i konkurrencen og på plakater og facader i Tel Avivs bybillede.
Du kan se præsentation af logoet i denne video: https://youtu.be/9I7LmOksTXs