Lørdag aften blev fodgængerfeltet på Christopher Street & Sheridan Square overdænget med nye friske regnbuefarver. Verdenens største prideuge er hermed skudt igang
Hundredevis af mennesker havde taget opstilling ved hegnet omkring det famøse fodgængerfelt ved The Stonewall Inn i Manhattans West Village. Spændte fulgte de med i vejarbejdernes forberedelse af gaden; huller skulle lappes og markeringstape skulle på plads.
Regnbuens farver var separeret i spande i pulverform, og da festen gik igang med det første drys af farve, gik tilskuerne amok i jubel og klapsalver. Flere og flere tilsluttede sig den årlige ikoniske begivenhed, og New Yorks nyhedsstationer rapporterede live.
Fodgængerfeltet tørrer natten over og vil søndag være klar til at blive betrådt og foreviget af de hundredetusinder af mennesker der kommer til byen til verdenens største ‘tre-i-en’ regnbuefest; WorldPride NYC/ Stonewall 50 & NYC Pride.