Kylie Minogue har valgt, at verdenspremiere på sin "Aphrodite"-turné bliver Danmark i begyndelsen af det nye år.
Superstjernen gæster således MCH Multiarena Herning i lørdag d. 19. februar og søsætter simpelthen turnéen "Aphrodite - Les Folies Tour 2011" netop dér.
Om valget af stedet hænger sammen med det faktum, at nævnte multiarena har en arkitektonisk silhuet, der har slående fællestræk med Australiens Ayer's Rock, vides ikke. Ikke desto mindre synes arenaen at være en passende ramme for den australske sangerinde.
Kylie Minogue er blandt meget andet kendt for sine sceneshows, der ofte er et sandt bombardement af lys, farver og andre visuelle effekter, og man kan med rette have forventninger til, at hun igen 2011 er kommet på gode idéer.
Turnéen er opkaldt efter sangerindens seneste album, "Aphrodite", der udkom så sent som i juli. Læs for øvrigt XQ28’s Tonny Lijlenberg’s anmeldelse af hendes nyeste album her på sitet.
Kylie Minogue gæster således MCH Multiarena Herning lørdag den 19. februar. Billetsalget starter mandag den 13. september gennem Billetlugen og Fona.