En 18-årig mand har klaget til det islandske sundhedsministerium, fordi han ikke må give blod. I klagen påpeger han, at loven der forhindrer, at MSM (mænd der har sex med mænd) giver blod er diskriminerende og strider imod lokale love, den islandske forfatning og Europakommissionens menneskerettigheder.
Iflg. den islandske blodbank er disse love de samme i mange andre lande og når der har været modstand mod lovene, har sundhedsvæsenet altid vundet. Det er usikkert, om lovene vil blive lavet om som følge af klagen, men det er godt med en åben diskussion om reglerne.
Der har tidligere været klaget over Islands love mht. bloddonere. Fx i 2010 da en tysker som havde boet i Island i over et år blev nægtet at give blod, fordi han ikke kunne tale islandsk, selv hvis han tog en tolk med! Det skriver gayice.is.
MSM har heller ikke lov til at donere blod i Danmark, Norge, Storbritannien, Belgien, Malta, Holland, Portugal, Sverige, Finland, Tyskland, Svejts, Tjekkiet, Estland, Grækenland, Irland, Frankrig, Slovenien og Ungarn. MSM nægtes primært at give blod pga. den højere sandsynlighed for HIV/AIDS og hepatitis.