AB
Simon Dyhr, som er Landsformand for Radikal Ungdom og Marie Kiholm, som er ordfører for køn og seksualitet i Radikal Ungdom har her svaret på XQ28.dks spørgsmål vedrørende Priden. Lad os læse, hvad de har at sige:
Hvad betyder Priden for jer og jeres parti?
Priden er stolthed, frihed og synlighed. Det er en fejring af kærlighed på tværs af kasser, kategorier og normer - og retten til at elske den man vil. Det vil vi gerne bakke op om i Radikal Ungdom, og derfor deltager vi i Priden. Plads til forskellighed, mangfoldighed og tolerance er grundlæggende værdier, vi ønsker for fremtidens samfund. Derfor betyder det også utrolig meget for Radikal Ungdom at deltage gennem et aktivt medborgerskab.
Er der forskel mellem Radikal ungdoms og de Radikales politik mht. homo-, bi-
og transseksuelle?
Kampen for homoseksuelles rettigheder har altid stået højt på den radikale dagsorden. Når det drejer sig om homoseksuelles rettigheder deler vi helt det Radikale Venstres kamp for en ny politik. Vi har bakket op, når både den Radikale Borgerrepræsentationsgruppe og den Radikale Folketingsgruppe har stillet forslag for en progressiv politik, der betyder utrolig meget for mange menneskers dagligdag og tilværelse.
Desuden har vi i Radikal Ungdom fokus på transpolitik. Vi mener, det er et frit og personligt valg, hvad man vil hedde, og at såvel transpersoner som alle andre skal have ret til at skifte til et modsatkønnet fornavn. Vi mener, at personnummeret skal gøres kønsneutralt, at der skal oprettes en tredje kategori til registrering af køn i Danmark, og at det skal gøres mindre bureaukratisk for transpersoner at få et X i passet. Og så mener vi, at det er helt forrykt at transkønnethed stadig figurerer på listen over sygdomme og helbredsproblemer.
Vi har også foreslået, at forældre til børn der er født som interkøn skal have mulighed for at fravælge operation til et af de to køn, så den interkønnede selv kan tage stilling senere i livet.
Hvorfor deltager I, hvad vil I vise med jeres deltagelse?
Vi deltager, fordi vi vil vise, at vi støtter og prioriterer kampen for mangfoldighed, tolerance og frisind. Vi vil sende et signal om, at det er kærligheden og ikke kønnet, der er vigtigt, og at staten ikke skal blande sig i, hvem man forelsker sig i. Vi vil vise, at vi kæmper for lige rettigheder for alle mennesker, uanset seksualitet, kønsidentitet og etnicitet. Og vi vil hylde alle de modige mennesker, der tør stille sig frem og være stolte af, hvem de er og kæmpe for den samme ret for alle andre.
Hvis forholdene for homo-, bi- og transseksuelle skulle forbedres i Danmark,
hvad skulle da forbedres og hvornår?
Vi mener at homoseksuelle, biseksuelle, heteroseksuelle, transpersoner og enlige skal have nøjagtigt de samme rettigheder - også når det kommer til adoption og kunstig befrugtning. Homoseksuelle og biseksuelle samkønspar skal have ret til vielse i enhver kirke, og det skal desuden være muligt, at gifte sig med mere end en person.
Vi mener, at det skal være op til det enkelte menneske at beslutte med hvem og hvordan vedkommende ønsker at indgå i en ægteskabelig relation. Det skal ikke være op til staten at afgøre, hvordan mennesker skal leve sammen og at blåstemple nogle overenskomster frem for andre. Hvis flere end to personer eller personer af samme køn har lyst til at indgå ægteskab med hinanden, skal de have mulighed for det.
Danmark skal være et land, hvor folk der elsker hinanden, skal have mulighed for at leve sammen i den konstellation de ønsker med den samme tryghed og de samme rettigheder som det traditionelle ægteskab tilbyder.
Endelig skal vi forbygge fordomme og hate crimes gennem oplysning. Vi skal især sørge for, at seksualundervisningen i folkeskolen bliver noget mere nuanceret og også omhandler homo- og biseksualitet, aseksualitet og forskellige kønsidentiteter.
I Radikal Ungdom mener vi at alt voksent, samtykkende sex er ligeværdigt og skal være lige for loven. Vores udgangspunkt er, at seksualitet og kønsidentitet kan forandre sig, hvorfor lovgivningen først og fremmest bør sikre, at alle seksualiteter og kønsidentiteter har lige rettigheder.
Vi mener et hvert menneske har ret til at være den de er og elske den de vil, og at det er statens opgave at sikre denne ret.
Ellers vil vi bare ønske alle en rigtig god Pride, med håbet om at lyset og farveglansen fra paraden vil gøre verden lidt mere lydhør overfor de mange problemstillinger der stadig er, og gøre den til et lidt bedre sted imorgen.