Af Tejs O. T. Lindhardt
Når man hører ordene "bøsse", lesbisk eller homo, vækker det hos de fleste mennesker et billede i bevidstheden. Det billede mange får er desværre ofte stereotypt og kan hos nogle fremkalde negative associationer. Det er ofte de samme elementer af homo miljøet der fremstilles i medierne. Hent banalt set, er det i virkeligheden kun på ét punkt, nemlig seksualiteten, at homoseksuelle skiller sig ud fra mængden. Det betyder heldigvis også, at vi er et mangfoldigt folkefærd.
Lambda, bøsser og lesbiske på Fyn, ønsker at vise dele af denne mangfoldighed. Derfor inviterer vi fra 1-3 maj til "Mangfoldig Homo" i Odense. Begivenheden foregår centralt i Odense på det tidligere Internationalt Hus på Klosterbakken og på Brasseriet klitgaard. Endvidere vil der være arrangementer på Ove Sprogøes Plads.
Vi ønsker, at weekenden skal indeholde arrangementer for alle alders - og målgrupper. Lige fra børn der kan boltre sig med leg til de voksne og modne der kan nyde alternativt banko arrangement og kunstudstilling med værker udført af homo- og biseksuelle kunstnere.
”Bare fordi jeg arbejder i en hobbyforretning er det ikke ensbetydende med, at jeg kun kan strikke og sy. Jeg er fx mere ferm med en stiksav end en hæklenål.”
Anders Vesterholm, bestyrelsesmedlem i Lambda.
"Hvor er det synd for os homoer"
- Er desværre ofte det der forbindes med homoseksuelle i Danmark, når vi fremstilles i medierne. Lad os slå fast med det samme, at det for os også er enormt vigtigt, at der bliver lige rettigheder for både hetero- og homoseksuelle. Vi ønsker dog også, at mangfoldigheden bliver vist frem, hvorfor vi laver dette arrangement.
Mange steder i verden lever mennesker under forfærdelige vilkår, har ikke muligheden for at leve et frit liv. HIV/AIDS har været og er stadig et problem i Danmark. Vi har mange muligheder for at søge viden omkring smitteveje og hvordan, vi kan beskytte os selv mod HIV smitte og andre kønssygdomme.
Vi har i Lambda valgt, at fokusere på en gruppe som ikke er så privilegeret. Antallet at HIV smittede mennesker i verden er skræmmende og mange lever et liv med frygten for at dø. Vi har dyb respekt for de organisationer, der yder hjælp og gør en forskel for disse mennesker. Derfor har vi valgt, at overskuddet fra vores arrangement vil gå til "Læger uden grænser"s arbejde med at udbrede viden omkring forebyggelse af HIV smitte og de allerede HIV/AIDS ramte mennesker.
Se hvad der sker 1., 2. og 3 maj i "hvad sker der i byen"