Af Tejs Lindhardt
Radio Rosa, Danmarks ældste lokalradio for bøsser, lesbiske, bi & transseksuelle opruster, og sender radio fra World Outgames til hele landet via netradio.
World Outgames er den største internationale begivenhed i Danmark, og dette markeres naturligvis med massiv dækning fra Radio Rosa.
Størstedelen af radioens frivillige sikrer lytterne en god og spændende dækning af World Outgames, og de mange konferencer der afholdes i samme periode.
Udover at udsende programmerne til alle lyttere i Storkøbenhavn på hhv. 98,9 FM, eller 98,8 på Yousee Kabel, sendes samtlige Radio Rosa’s udsendelser på nettet hvilket betyder, at alle med en internetforbindelse i hele landet kan lytte med på vore udsendelser.
I samarbejde med en række sponsorer, og med tilladelse fra KODA, åbner Radio Rosa for internetradio i perioden 22. Juli til og med den 5. August. I alt næsten 20 timers dækning af World Outgames bliver det til i perioden.
Samtlige udsendelser vil blive udsendt live på nettet i denne periode. Også de daglige World Outgames programmer der opdaterer hele landet på dagens sports-begivenheder, hvilke resultater der er kommet ved dagens konferencer, og hvilke fester og arrangementer der afholdes.
Dette giver alle homoseksuelle i hele landet en unik mulighed for at lytte med, og følge hovedstadens puls, som helt sikkert slår hurtigt under hele World Outgames.
Radio Rosa’s programplan for perioden er vedhæftet sidst i denne pressemeddelelse.
Fra den 14. Juli vil man på radioens hjemmeside: www.radiorosa.dk kunne finde mere information omkring dækningen af World Outgames, hvordan man finder Rosa’s netradio, og hvordan man som World Outgames reporter, kan vinde den helt nye Sony Ericsson W 995 mobiltelefon , blot ved at ringe en reportage fra de mange begivenheder, ind til Radio Rosa’s reportage nummer.
XQ28.dk NET søger frivillige skribenter og fotografer, der har lyst til at gøre vores side mere spændende, uanset om det er nyhedsstof fra miljøet, Danmark eller udlandet.
Eller har du bare lyst til at være frivillig, og være med til at vække liv i vores projekter for miljøet så send en mail på Info@XQ28mail.com