Mexico var oprindeligt befolket af forskellige indianske folk, hvor tolerancen over for homoseksuel adfærd varierede fra folk til folk. For eksempel var mayaerne åbne over for seksuelt samkvem mellem personer af samme køn og fornøjede sig blandt andet med orgier, mens aztekerne ikke tillod homoseksuel adfærd og straffede homoseksuelle brutalt.
Der ikke er mange kilder tilbage fra disse folkefærd, og derfor er det usikkert, hvor socialt accepteret homoseksualitet egentlig var, og man kan heller ikke sige meget om, hvordan den kom til udtryk. På de bevarede afbildninger ser man som oftest blot to nøgne mænd, der gnubber sig op ad hinanden, men generelt menes der at have været en ret løssluppen tilgang til seksualitet blandt de indianske folk.
Kristendommen kommer til landet
Under koloniseringen af Mexico var det især spanierne, der invaderede landet. Med sig bragte de kristendommen, hvis syn på homoseksuelle traditionelt har været negativt. Når kolonisatorerne oplevede aktiviteter, de tolkede som homoseksuelle, blev de naturligvis forargede og anså indianerne for at være syndere. Kolonisterne medbragte deres eget menneskesyn og deres egne love, som de forpligtede indianerne til at følge. Herunder blev det forbudt at udøve homoseksuelle adfærd, og de, som gjorde, blev henrettet ved brænding. Denne straf var i brug fra den tidlige kolonisering i det 16. århundrede og op igennem det 17. århundrede. Der foregik altså en decideret udrensning af ”det syndige” i den nye verden, man forsøgte at opbygge, og en negativ tilgang til homoseksuelle blev etableret.
I 1821 blev Mexico uafhængigt af Spanien, og landet begyndte gradvist at stabilisere en identitet. I 1860’erne blev nationen invaderet af Frankrig, og Mexico blev efterfølgende underlagt en ny lov, der gjorde det lovligt for to personer af samme køn at dyrke sex – så længe det foregik privat. Offentligt levede homoseksuelle altså i frygt, og bare det at iklæde sig dametøj kunne føre til en straf for mænds vedkommende.
Revolutionen og frigørelse
Fra 1910 var der borgerkrig i Mexico. Krugen varede godt og vel 20 år, og i den periode opstod der en homoseksuel subkultur i landet, hvor man i hovedstaden kunne finde en håndfuld barer, som var henvendt mænd, der havde sex med andre mænd. Under revolutionen fik borgerne flere rettigheder og langt mere frihed, hvilket også kom til udtryk i forholdet til de homoseksuelle. Selvom de blev anset for at være lovbrydere, tillod man de homoseksuelle at udleve deres drifter på de eksisterende barer helt frem til 1959, hvor borgmester Ernesto Uruchurtu valgte at rense ud i Mexico City ved at lukke alle kendte homosteder. Disse genåbnede dog i løbet af 60’erne, efterhånden som homoseksualitet blev mere anerkendt, og i 1970’erne kom de første rettighedsorganisationer, der kæmpede for bøsser og lesbiskes vilkår, hvilket førte til en lang række af demonstrationer i dette årti.
I 1980’erne var homoseksualitet blevet så anerkendt, at politikere åbent turde stå frem med deres seksualitet, og i 1997 fik Mexico sit første lesbiske kongresmedlem. I 1999 indførte hovedstaden, Mexico City, landets første lov, der skulle forhindre diskrimination af homoseksuelle. Denne lov kom få år senere til at gælde i hele landet.
For transkønnede blev det i 2004 muligt at omregistrere deres køn, og i de efterfølgende år fik homoseksuelle par tildelt flere rettigheder, der allerede var gældende for heteroseksuelle. Bøsser og lesbiske kan nu registrere sig som partnere, men det er ikke i alle stater, de har mulighed for at indgå ægteskab. I nogle regioner er det tilmed muligt for et homoseksuelt par at adoptere, og i modsætning til Danmark må bøsser gerne donere blod.
Alt i alt er Mexico med på rettighedsbølgen og holder sig ikke tilbage, når homoseksuelles vilkår er til debat. Problematikken skal, lige som i USA, findes i landets opbygning som en forbundsstat bestående af delstater med en høj grad af uafhængighed. Mange love og regler forvaltes af de lokale myndigheder, hvilket gør det besværligt at få vedtaget love på forbundsplan. Mexico City har altid været på forkant med rettighederne, og udviklingen i hovedstaden har ofte vist sig at være en forløber for lovgivning, der senere kommer til at gælde på nationalt plan.