Siden 2009 har RuPaul i sit show, DragRace, ledt efter Amerikas næste Drag Superstar. Det er p.t. blevet til 8 ordinære sæsoner med den niende i støbeskeen samt to sæsoner med All-stars, hvoraf vi stadig venter på den anden. Det er derudover blevet til flere forskellige spin-off programmer, og selvom der i hver sæson er én kronet vinder, har utallige af de nu 100 dronninger, der har deltaget i showet, haft enorm succes internationalt, og er superstjerner.
Derfor er det ingen overraskelse, at RuPaul BOTS (Battle Of The Seasons) trak fulde huse til Store Vega, da showet igen kom forbi København, selvom flere af deltagerne var gengangere fra sidste år.
Forud for showet fik jeg mulighed for kort at tale med den regerende dronning, Violet Chachki, samt dommeren, Michelle Visage. Hvor snakken med Burlesque-performeren Violet faldt på det at være tilbage i København og det hårde liv i tourbussen, var jeg der imod interesseret i at tale om noget andet med Michelle. Hvad er det, der gør, at DragRace undgår at køre træt, og beholder luft i ballonen? Hun havde desværre ikke meget tid, men svarede vagt ”Bare vent og se”, både med henblik på aftenens show som kunne frygtes at blive et déjà-vu fra sidste år, samt de kommende TV-programmer.
Jeg forsøgte derfor at stille nogle af de feststemte superfans, der var mødt op til showet om det samme spørgsmål. Enstemmigt blev det nævnt, hvordan programmet er en positiv fejring af livet, det at være anderledes og stå sammen omkring det. Det blev fremhævet, hvordan realityprogrammet skaber et sisterhood mellem deltagerne, hvor man i alle andre programmer hører klichéen ”I am not here to make friends” igen og igen. Replikken er dog også blevet hørt i RPDC, men bag scenen og efter showet arbejdes der intenst sammen på kryds og tværs.
Flere fremhævede ligeledes, hvordan denne positivitet kan mærkes: Folk taler og danser med hinanden på kryds og tværs i løbet af aftenen, og fænomenet har skabt et åbent fællesskab i miljøet. Det er et åbent fællesskab, som bliver dyrket af mange og især er nået ud til de yngre generationer, hvor færre og færre identificerer sig som udelukkende heteroseksuel. RuPaul's DragRace er én af mange aktører, der har hjulpetl med dette og fremhæver det smukke i at udtrykke sig uden for de traditionelle kønsroller og heteroseksualiteten.
Derudover forstår showet at holde sig relevant. Ved selve aftenens show, der var en blanding af comedy, sang, lip-sync, akrobatik og meget andet, var der blandt andet et gensyn med klassikeren Snatch Game, hvor deltagerne komedisk imiterer en kendis og svarer på forskellige spørgsmål. Yderst relevant var et af hovedtemaerne i denne del det kommende præsidentvalg i USA, med både Hillary Clinton og den Donald Trump-støttende Caitlyn Jenner i panelet.
Mindre samfundskritiske emner og optrædender var ligeledes på programmet, hvor vinderne Violet Chachki, Sharon Needles og Jinkx Monsoon og de øvrige deltagere Courtney Act, Katya, Pandora Boxx og Adore Delano samt Michelle Visage, brugte deres forskellige forcer alene og på kryds af tværs til at stimulere publikum i to timer, inden Dragdaddy Tonny Liljenberg fortsatte aftenen med sit DJ-set og fortsatte festen.
Udover inkarnerede fans, talte jeg i løbet af showet med folk, der ikke rigtigt kendte til fænomenet. En fotograf fra et af formiddagsbladene var forbavset over, hvordan så stor en flok mennesker kunne stå og skrige ad en storskærm ved showets begyndelse. Kort efter gik det op for ham, at det ikke var så meget anderledes end fodboldfans. Ligeledes nævnte flere af dem, der arbejdede til koncerten, at de efter denne aften nok kommer til at finde en sæson eller to på netflix og nyde det fantastiske DragRace univers. For om det drejer sig om fejringen af livet og forskelligheden, kunst, aktivisme, fællesskab eller noget helt andet, så er indflydelsen fra DragRace ikke til at overse.
RuPaul selv reflekterer over nogle af disse ting i et nyligt interview, hvor der ligeledes er vigtige overvejelser omkring forholdet mellem ”gay-culture” og ”straight-culture”. Interviewet kan læses her.