Eurovisionsvinder angriber "fastfoodmusik"

Efter sejren sagde den portugisiske sanger følgende foran millioner af seere:

"Lad dette være en sejr for dem, der laver musik, der faktisk betyder noget. Musik er ikke fyrværkeri. Musik er følelser. Lad os prøve at ændre dette og bringe musikken tilbage."

Salvador Sobral mener også, at vi lever i en verden, hvor musik kun er til engangsbrug. Han kalder populærmusikken for "fastfoodmusik" uden indhold. 

Salvadors tilhængere har været begejstrede for talen, og håber, at Portugals sejr kommer til at betyde, at der fremover vil blive produceret mere musik i stil med vindersangen: sofistikeret, ren og klassisk. 

Personligt synes jeg ikke, den portugisiske sang var den bedste i årets Eurovision. Min favorit var Bulgarien. På trods af det, har jeg intet problem med Salvadors sejr, men jeg har det svært med, at portugiseren med sin udtalelse nedgør både den konkurrence, han har stillet op i samt sine kollegaer, der har deltaget i selv samme konkurrence. Jeg forstår ikke, hvorfor Salvador overhovedet gad deltage i et show, som mere eller mindre svømmer i "fastfoodmusik". Det er jo den type musik, han afskyr. Nogle vil sikkert sige, at han gjorde det for at ændre på tingenes tilstand. Denne forklaring afstedkommer dog et andet spørgsmål: "Hvorfor skal musikken være ensartet?" Bør der ikke være plads til både "fastfoodmusik", folkemusik, klassisk musik etc.? Kan vi ikke være enige om, at der også findes følelser i rock, pop og dance, og at følelserne ikke kun er forbeholdt ballader og vuggeviser? Det må vel være op til lytterne og deres individuelle smag at vurdere, hvilken type musik er bedst? 

Den musik, jeg kan lide, behøver du ikke nødvendigvis at synes om - og omvendt. Det skal være legitimt. Det hedder mangfoldighed.

Salvador Sobral sagde efter sin sejr på pressekonferencen, at hans vindersang er en hyldest til mangfoldigheden. Desværre lever hans holdninger ikke helt op til denne erklæring.