Længe ventet! Men nu er en ny roman fra Knud Heickendorff på gaden. Jeg kan lige så godt springe bomben med det sammen, det bliver svært! Men det er ikke til at komme uden om.
Jeg er tydeligvis temmelig skuffet!
Romanen har jo kun 187 sider! Jeg kunne jo blive ved med at læse. Hvis det ikke var, fordi toget nåede endestationen, hvor jeg brat blev hevet ud af min læseverden, fordi togmanden sagde: "Skal du ikke af!" Ja så var jeg nok forsat med toget tilbage til Hillerød.
Det, jeg vil fortælle med det, er, at går du først i gang med bogen Krakeleringer, som er noget af det mest velskrevede, humoristiske og alvorlige jeg til dags dato har læst, så kan du ikke stoppe igen. Den ene side æder den anden, og pludselig er du på side 10, så 20, 50, 122, bang! 187, hallo! Du er færdig og sidder med et behov for at finde ud af, hvad sker der med Niels fremover, du må have mere af hans historie - selvom du godt ved, at det til dels er fiktion.
Om bogen
Bogen starter med en lille forskrift, som lyder. "Det sete afhænger af øjnene der ser. Det hørte af ørerne, der hører. Det oplevede af personen, der oplevede det". Forskriften slutter med "Tilegnet min bror Søren".
Det er på mange måder en rigtig stærk bog. Jeg sidder med følelsen af, at jeg er glad for, jeg ikke var "bøsse" i 80/90'erne, hvor HIV og AIDS stod stærkest. Men sidder også og er ærgerlig over, at ungdommen i dag tager så let på det. Fuck det, det er jo bare en pille!
Krakeleringer tager os med på en rejse i hovedpersonen, Jens, liv. Jens bor på Falster og er frisør. Man følger ham i tykt og tyndt, i jagten på en kæreste, et Okay til ekskæresten Erik, der kan tage sit eget liv, fordi han har AIDS, og ikke bare vil ligge og blive mere og mere afkræftet som så mange andre.
Tynget af skyldfølelse over at have givet ekskæresten sin velsignelse til selvmordet, skal Jens videre med sine egne problemer, og ikke mindst de lig i lasten, der efterfølgende dukker op.
Dommen
Hvis noget, jeg skal anmelde, kan få en tåre frem i mig, uanset om det er sorgens eller glædestårer. Så fortjener det absolut en stjerne mere. Jeg oplevede flere gange mens jeg læste bogen, at sidde med en klump i halsen, at en tåre pressede sig på, og at den også kom. Men ikke nok med at bogen er trist, så fik den mig også til at grine, faktisk flere gange grinede jeg så højlydt, at der bliver tysset på mig i togets stillekupé. Og jeg snøftede også lidt og tørrede mine øjne - de må ved gud have troet, jeg var åndssvag. Men min undskyldning var Krakeleringer. Jeg læste bogen på to dage.
Jeg vil give bogen mit fulde stjerne antal, den har fuldt ud fortjent 6 store stjerner. Ikke for at fedte, men fordi bogen absolut skal læses, og jeg håber lidt, at nogen får øje på den, så den en dag bliver til en film.
Læs bogen, hold godt øje med Knud Heickendorff i fremtiden, for jeg tror bestemt, han har mere at byde på!