Sidste fredag fik vi endelig syn for sagen, da den ekstremt populære og meget omtalte Heated Rivalry fik dansk premiere på HBO Max. Det er småærgerligt, at HBO ikke serverede de to første afsnit på én gang, som man ellers har set med andre serier – men måske er det netop, fordi de ved, vi bliver hængende. Episode 1 kvitterede vi med fire stjerner, fuldt fortjent. Episode 2, “Olympians”, går skridtet videre.
“Olympians” er et markant løft – både for fortællingen og for relationen mellem Shane og Ilya. Hvor “Rookies” primært var sved, sex og glimt af følelser, begynder episode 2 for alvor at pille maskerne af. Det er her, Hudson Williams og Connor Storrie virkelig får lov at bygge karaktererne op indefra, og de gør det ved at lade de små detaljer bære de store følelser.
Et kort smil fra Shane, da Ilya vinder pokalen. Måden Ilya – trods benægtelser – afsløres som håbløst draget mod Shane. Afsnittet føles på én gang som opbygning og som erkendelse. Man forlader ikke “Olympians” i tvivl: det her handler om mere end sex. Og misforståelserne mellem Shane og Ilya handler ikke kun om deres relation, men om hvem de er – og hvor de kommer fra.
Det bliver særligt tydeligt, da serien tager os med til Rusland. Et Rusland, der kun accepterer én version af Ilya – og det er ikke den, han er blevet. Vi ser glimt af en fortid, blandt andet med Sasha, men også et nutidigt pres fra en familie, der former mere, end den støtter. Shane forsøger, med sin karakteristiske empati, at forstå, hvad det gør ved Ilya. Men afsnittet gør det klart, at han endnu kun forstår overfladen. Og det er okay. Der er tid. Det er netop rejsens pointe.
Den mest rørende scene er uden tvivl den, hvor Shane og Ilya for første gang har sex. Ilyas ellers bramfri, kæphøje facon viger for noget helt andet: omsorg. Han tjekker ind. Igen og igen. Ikke for rygtets skyld. Ikke af frygt. Men fordi han vil sikre sig, at Shane er tryg. At oplevelsen er god for dem begge. Det er intimt på den stille måde – og dybt afslørende.
Ironisk nok står det i kontrast til deres dynamik uden for sengen, hvor Ilya lever for at gøre Shane utilpas. Blikkene, kommentarerne, de verbale sammenstød. Det er dér, de presser hinanden. Nogle gange ender det i sex. Andre gange i noget farligere: et ønske om at åbne op. Og netop dét skræmmer dem begge.
Afsnittet gør det også klart, at Shane er et skridt foran Ilya, når det gælder erkendelsen af, at deres forhold måske er mere end fysisk – i hvert fald privat. Som bollevenner har Shane intet at miste. Som noget mere? Alt.
“Olympians” sætter Ilyas liv i skarpt relief: ingen reel støtte, en udnyttende bror, fraværet af en mor, og en far, der vil forme ham uden at lytte. Hvordan giver man slip på det, der er hjem, når alternativet føles umuligt? Og så er der Shane. Venlig. Omsorgsfuld. Og umulig ikke at lade sig påvirke af. Ilya vil gerne – men kan ikke tillade sig selv at få. Så han forsøger at reducere det hele til sex. Som før. Problemet er bare, at katten allerede er ude af sækken.
Serien forstår også, at mennesker ikke står stille. Vi ændrer os, vokser, går i ring. Shane er stadig den varme, empatiske karakter, men med en klarere fornemmelse af, hvad han vil. Ilya er stadig rapkæftet og cocky – men også blødere, mere sårbar og ude af stand til at modstå Shane.
At serien justerer tidsforløbet i forhold til bøgerne fungerer til dens fordel. Uden indre monologer må relationen bygges i handlinger, pauser og længsel. Det ændrer ikke karaktererne – det tydeliggør budskabet: Heated Rivalry er først og fremmest en kærlighedshistorie.
Afsnittet slutter i et rum præget af kontrol og afstand. Alt er samtykkende, men følelsesmæssigt koldere. Ilya forsøger bevidst at skrælle følelserne væk; Shane følger med. Ingen af dem får det, de egentlig længes efter. Og netop dér står det klart: Det her handler om mere end sex. De ved det begge. Spørgsmålet er bare, hvad de tør gøre ved den erkendelse.
BONUS: At Kaden Connors oprindeligt auditionerede til rollen som Ilya Rozanov, men endte som Sasha, er ikke uvæsentligt. Hans forståelse for den russiske karaktertype giver Sasha en tyngde, der rækker langt ud over rollen – og forankrer Rusland-sekvenserne med ekstra autenticitet.
Episode 2 føles som et løfte. Et løfte om en serie, der tør lade spændingen trække, lade begæret forstyrre – og lade rivaliseringen være både professionel og dybt personlig. Man er mere end klar til næste sammenstød.
Det bliver 5 stjerner for dette afsnit