Koncert ”på vrangen” 

I anledning af World Pride Copenhagen 2021 dedikerede Det Kongelige Kapel en koncert med udelukkende homoseksuelle komponisters værker på programmet, anført af dirigenten Thomas Søndergaard.

Den endeløse diskussion om det nyttige/nødvendige for lytteren i at kende komponistens livssituation for at kunne ”modtage” værkets ånd til fulde, eller om en mere abstrakt tilgang til alene det rent strukturelle og akustiske lydbillede er tilstrækkeligt for at kunne tilegne sig et musikalsk værk, vil utvivlsomt fortsætte længe endnu, især i vor tid med dens nærmest altdominerende formidlingsmæssige besættelse, og hvor snart sagt intet kunstnerisk udsagn mere for lov at tale for sig selv, men enten skal over iscenesætterens, instruktørens eller formidlerens vridemaskine.

Ideen med at sammensætte fire orkesterværker af fire homoseksuelle komponister, den engelske kvindelige komponist Ethel Smyth, hendes landsmand Benjamin Britten, polske Karol Szymanowski, og russeren Tchaikovsky, er set ud fra en ren musikalsk vinkel både speciel og multifacetteret i sit kunstgreb, især fordi de fire valgte værker til denne kapelkoncert er så vidt forskellige fra hinanden i både tonesprog, varighed og substans.

Koncerten indledtes med Smyths korte tonedigtning On the Cliffs of Cornwall, der som en brusende stormmusik blev løftet op og ud af orkestret af Søndergaard, der med sin direktionsgestik i udpræget og sjælden grad evner at hente tonerne op til sig selv på podiet i stedet for at kaste den ned og ud til musikerne.

Denne sikre musikalske åbning stod i stærk modsætning til det følgende klaverkoncert-lignende ungdomsværk af Britten, Young Apollo (op. 16), der blev kompetent foredraget af pianisten Christian Ihle Hadland, som også var solist i det efterfølgende værk af Szymanowski. Brittens komposition udbreder sig over godt 10 minutter som en art udpræget, ja nærmest kønsløs passagemusik, der tager form af en slags parade klaverkoncert, uden dog nogensinde at komme i ægte dialog med orkestret og med klaverstemmen fremstående som et nærmest uafhængigt delelement af værket.

Szymanowskis ligeledes godt 10 minutter lange Symfoni nr. 4 (Sinfonia concertante, op. 60), blev på samme vis anført af Søndergaard med stort overskud og sikker direktion. Ikke desto mindre efterlader værket en med indtrykket af en overmåde knudret og sammenfiltret musikalsk tekstur, lige bortset fra symfoniens korte krystallinske midtersats. Hovedindtrykket bliver dog billedet af en dyster ormegård af alskens sammenvævede musikalske ingredienser.

Efter pausen fulgte Tchaikovskys Symfoni nr.4 (f-mol, opus 36), der med al sin lyriske sangbarhed og vældige dynamiske orkesterudladninger stod skarpt tegnet, omend orkesterklangen her var alt for hård hos især violingruppen, og dermed ikke levnede meget rum for den særlige slaviske toneklang, der netop betegner Tjajkovskijs sublime orkesterkunst.

Samlet set fik koncerten velfortjent bifald fra det - ak – alt for fåtallige publikum, der vel rummede omkring godt 300 tilhørere i Operaens store akustiske sal. Det kan både mærkes og høres, at orkestret spillede for et  så tyndt besat tilskuerrum. Mon ikke Det Kongelige Teater har sovet i timen med formidlingen af denne koncert. De manglende salsprogrammer til publikum udviser heller ikke just rettidig omhu for afleveringen af denne ellers prisværdige kapelkoncert.