På deres femte album, Hazel Eyes, er udgangspunktet et andet. Her lyder Sam Smith mere forelsket, mere afklaret og på mange måder også mere tryg i sig selv. Albummet er i høj grad inspireret af deres forlovede, modedesigneren Christian Cowan, og titlen henviser til hans hasselfarvede øjne. Den følelse af tryghed og kærlighed præger hele albummet. Hvor Smith tidligere ofte har sunget om kærlighed, der ikke blev gengældt, handler Hazel Eyes i langt højere grad om at blive mødt, set og elsket tilbage.
Musikalsk bevæger albummet sig væk fra det mere elektroniske og udfordrende udtryk på Gloria. I stedet fylder soul, gospel, folk, strygere og klassisk singer-songwriter-pop mere. Det er et varmt og ofte meget organisk album, hvor Smiths stemme igen får lov til at være det naturlige centrum.
Mine to klare favoritnumre er “My Guy” og “Thief”. På begge sange fremstår Sam Smith ekstra sårbar og følelsesladet.
"My Guy" har en umiddelbar ømhed over sig, hvor stemmen får lov til at stå næsten helt nøgen. Det er et af de øjeblikke, hvor Smiths største styrke bliver tydelig: evnen til at få selv en relativt enkel melodi til at føles dybt personlig og nærværende.
"Thief" går endnu dybere. Her ligger der en mørkere tone under romantikken, og Smith synger med en tilbageholdt intensitet, som gør nummeret til et af albummets mest bevægende øjeblikke. Der er noget næsten skrøbeligt over vokalen, som om de hele tiden balancerer mellem kontrol og følelsesmæssigt sammenbrud. Netop derfor rammer sangen så hårdt.
Det er også på disse numre, at Hazel Eyes fungerer bedst. Når produktionen træder et skridt tilbage, og Smith får plads til at fortælle historien gennem stemmen, bliver albummet virkelig stærkt.
Albummet har dog også sine svagheder. Nogle steder bliver Hazel Eyes næsten for velpoleret og behageligt. Kombinationen af strygere, gospelkor og store kærlighedserklæringer kan indimellem tippe over i noget lidt for pænt og forudsigeligt. Der er passager, hvor man savner lidt mere kant og uforudsigelighed. Efter Gloria kunne man måske have forventet, at Sam Smith ville fortsætte endnu længere ud i det eksperimenterende. I stedet vender de delvist tilbage til den følelsesladede soulpop, der gjorde dem berømte.
Men det er heller ikke helt den samme Sam Smith, der synger disse sange. Smith har gennem årene ændret sig både personligt og kunstnerisk, og de bruger pronominerne de/dem. På Hazel Eyesvirker det, som om de ikke længere har det samme behov for at bevise noget. Albummet handler mindre om at provokere eller kæmpe for at blive set og mere om at finde ro i sig selv og i et andet menneske. Det gør måske albummet mindre dramatisk end nogle af Smiths største hjertesorgssange, men til gengæld føles det mere voksent og afklaret.
Hazel Eyes er ikke et perfekt album. Der er passager, hvor tempoet falder, og hvor sangskrivningen ikke helt matcher kvaliteten af Smiths vokal. Men når det rammer rigtigt, rammer det meget stærkt. Især “Thief”og“My Guy” viser Sam Smith fra deres bedste side: åben, sårbar, følelsesladet og med en stemme, der stadig kan få selv de mindste nuancer til at føles enorme.
Hazel Eyes er måske ikke Sam Smiths mest nyskabende album. Men det er muligvis et af deres mest personlige.