Smuk nostalgi-aften

Richard og Karen Carpenters var to af verdens mest succesfulde popsangere i 70'erne, de har solgt over 90 millioner albums over hele verden, og var berømte for deres ligefremme og poppede musik, der stod i stor kontrast til den rock-lyd der ellers var på stor fremdrift i de år. 

Som ved mange historier om stor succes er der også en bagside, det samme gælder for The Carpenters. Duoens trækplaster var Karen Carpenter, hvor broderen Richard mere var i baggrunden som musikskriver, arrangør af numrene og baggrundsvokal til Karens bløde og smeltende stemme der kunne ramme et stort publikum, især den hvide mellemklasse i USA. Det skabte både jalousi mellem de to søskende men især lagde det et stort pres på Karen, der egentlig var trommeslager og havde det bedst med sidde bag trommerne og synge derfra. En bemærkning i en anmeldelse der kaldte Karen for buttet, samt en hård styring af en dominerende mor, gjorde at Karen udviklede anoreksi og flere gange var indlagt, det var også spisevægring der var årsagen til Karens tidlige død som 32 årig i 1983. Udover Karens sygdom kæmpede duoen også med Richards afhængighed af piller og musikverdens respekt for The Carpenters bløde, perfekte og populære stil.

Der er derfor stof nok til at få en aften til at hænge sammen, med både rørende musik og fortælling. Det lykkedes også for Troells Toya som instruktør at få tekst og sang til at smelte sammen i et tempo som alle kan være med i. 

Lars Oluf Larsen har den fortællende rolle som Richard Carpenter og han er måske mere jovial og dansk i sit portræt af den amerikanske sanger, men det giver til gengæld en fin kontakt med publikum. Linda Olofsson synger bedårende smukt som Karen Carpenter og hun har studeret hendes sceneoptrædener godt, men det dramatiske spil halter nogen gange.

Det ender med at være en bevægende aften med masser af god musik og en historier der fortæller om det hårde arbejde det kræver at være en kunstner på højt plan.