Racismens og griskhedens show

Jeg så forestillingen Sukker tilbage i 2018, fik ikke set den efterfølgende Salt, men har nu set den sidste forestilling i trilogien der hedder Hvem er det der banker, og man kan sagtens tage ind og se forestillingen uden at have set de øvrige. 

I denne forestilling er vi i nutiden, og en ung kvindes soveværelse bliver invaderet af et TV-hold der har gang i Det Store Danske Indsamlingsshow for børn i Afrika. Den unge kvinde er hovedpersonen i et live TV-spil der kan indtjene seks millioner kroner til Afrikas børn, hvis det lykkedes hende at finde Afrikas hvide stjerne. Der går dog virus i det realistiske spil, for kræfter forsøger at afdække sandheden om det store indsamlingshow, der for hver gang der gives en krone betyder syv kroner tilbage til Danmark i bl.a. en uendelig afbetaling af gæld. 

Det er stærkt og til tider provokerende teater, men der er ofte en satirisk glimt i øjet, men plat bliver det aldrig, konstant ulmer alvoren og det brændende ønske om at oplyse publikum om de uretfærdigheder der finder sted. Godt set er det også at tage udgangspunkt i de indsamlingsshow på TV der bliver mere og mere uudholdelige at se på. 

Man kan være enig eller uenig i forestillingens påstande, men de leveres overbevisende og gennemtænkt. I forhold til Sukker synes denne forestilling en smule mere fragmenteret - vi springer da også gevaldigt tilbage i tiden under forestillingen - på den måde samler den også de to forrige stykkers handlinger i en slags opsummerende handling, men man får alligevel en helstøbt aften ud af det, uden nødvendigvis at have kendskab til de to første forestillinger i trilogien. 

Det er Lotte Faarup der får samlet trådene i en flot scenografi hvor iscenesættelsen får udnyttet hele scenegulvet. Det er stadig hurtige skitser af karakterer vi får, men de er mere skarpskårne end hvad tilfældet var i den første forestilling. 

En insisterende samfundsrevser af en forestilling man ikke går uberørt fra.