Forrygende danseaften

Det er dansesatire som var vi til en sommerrevy, publikum i salen har konstant grineflip, og Dansk Danseteaters dansere viser at de har evnen til at skabe skæve figurer og levere en befriende absurd humor som vi i den grad trænger til.

Det er den israelske koreograf Roy Assaf der har skabt værket Two Lions and a Castle sammen med danserne, og det tager godt fat i debatten om køn og kunsten på en uhøjtidelig måde. Enkelte steder bliver den måske en anelse lang i scenerne, men i det store og hele er det en forrygende danseaften med højt humør.

Der er stort set ingen indspillet musik, de medvirkende dansere synger selv, eller taler igennem den time forestilingen varer, og mange gange kan det virke anstrengen når dansere skal til at tale og synge — men her virker det helt rigtigt — vi får både tekster om kunsten og seksualitet, og sange som Der er hul midt i spanden.

Alle danserne er i forrygende boblende form, men det er især herrerne der ligger salen ned, isærdeleshed Edvard Pearce, Bradley Walller og Julien Guillemard. Men hele kompagniet er i finalen skarpe i karikaturerne som Joe the Mermaid der skal finde sin positur. Man ser også et kompagni der er ved at finde sig selv under den nye ledelse af Pontus Lidberg, og efter en stor udskiftning i danserne. 

Det er lige præcis den danseaften man har behov for lige nu, både som kunst og som humørspreder.

Hvis man ikke nåede at få set Two Lions and a Castle så har man muligheden igen i januar 2022, så skynd dig at få en billet!