Hysterisk kvindeteater - lavet af mænd

Det skorter ikke på ideer og indfald i Thomas Hwans iscenesættelse af Argumenter mod kvinder - men indfald og ideer tager substansen ud af forestillingen, og mening og tekst forsvinder i tableauer, publikumsdetagelse, råben og skrigen. 

Der er kun kradset i overfladen, og det synes som om at man vil satse på satire og det absurde, og kun i ganske få glimt kommer den ramsaltede sandhed om de tåbelige argumenter mod kvinder som magtfulde mænd er kommet med gennem tiden - og som man stadig kommer med, op til overfladen i al virvaret på scenen, og giver et flig af hvor god denne forestilling kunne have været hvis man ikke havde værest så opsat på at gøre det ene spektakulere nummer efter det andet - det meste indsmurt i blod som symbol på menstruation, som åbenbart er det der definerer kvinder bedst.

Jeg ved ikke om det er en tilfældighed, men meget apropos forestillingens morale om at mænd aldrig rigtig vil kunne slippe det heteronoramtive overlegne mod kvinder, er forestillingens manuskript af en mand, iscenesættelsen er af en mand, og idéen til forestillingen er af tre mænd, hvoraf de to er de to producerende teatrers direktører! Måske lidt kvindelige øjne ville have formidlet hele essensen bedre? Manden er sat til at spille endsidig hele vejen i gennem, og de to kvinder bruger det meste af tiden på at slås med hinanden om hans gunst, eller om anden opmærksomhed - ikke megen søstersolidaritet her - kvinde er kvinde værst, eller?? 

På scenen er det dog ganske imponerende hvad de tre skuespillere, Mathilde Lundberg, Camilla Bendix og Joen Højerslev skal igennem, og måden de kommer det på - men trættende blev det i længden. 

Jeg tror ikke man efter forestillingen vil diskutere ligestillingen, men mere forvirringen over det man  har set, lige meget om man morede sig eller ej - og skyggen af bogen skal man også kigge længe efter, den var bare påhæftet som citater man ikke brugte til noget. Mange morede sig over forestillingen - jeg fandt den irriterende.