La Bohème – under Paris’ himmel

Iscenesættelsens altdominerende fortrin er dens fine skildring af bohème-livets ægte livsglæde og dybeste sorgtragedier i Paris i komponistens egen tid, hvilket her ligger indenfor de første to årtier af 1900-tallet. Puccini formår med sin koncentrerede operahandling, som i 1. og 2 akt udspiller sig på en isnende kold juleaften og i 3. og 4. akt på en vårbringende april aften, at skildre kærlighedens to universer, glædens og sorgens. I hvad der dybest set er en kammeropera for de to hovedpar, digteren Rodolfo(Pavel Valuzhin) og sypigen Mimi (Sofie Ekjær Jensen), som er placeret parallelt med maleren Marcello (Jens Søndergaard) og den letbenede glædespige Musetta (Clara Cecilie Thomsen) udspilles to kærlighedsdramaer af hver sin beskaffenhed.

Kærligheden, der slår ned og finder ro mellem Rodolfo og Mimi er skæbnebestemt til at bukke under som følge af Mimis sygdom, hvilket skildres med stærk og indfølt spil af de to rolleindehavere, hvor Rodolfos parti forløses med dyb musikalitet af Valuzhin, der omend stemmen ikke er blandt de største, der er hørt i dette parti, dog formår at forløse digterens indre desperation over ikke at kunne tilbyde Mimi en mere sikker tilværelse. Mimi lykkedes heroverfor til fulde at give fyldestgørende udtryk for sin tragiske udviklingshistorie, der næsten kun yderligere overdimensioneres ved at Elkjær Jensen i slutscenen fremstår, som er hun frugtbar med Rodolfos barn. Om sangerinden reelt er i lykkelige omstændigheder eller ej skal være ufortalt, men hendes fysiske ageren lægger her et interessant lag til fortællingen om den kærlighed, hun nærer for Rodolfo, og som i operaen udmunder med så tragisk et endeligt.

Blandt de øvrige medvirkende står for mig Jens Søndergårds Marcello som en af de bedste fortolkninger, jeg nogensinde tidligere har hørt i dette parti. Med fænomenal stemmepragt og træfsikkerhed viser han den anden sorgløse verden af boheme-livet, ligesom hans ømhed overfor Rodolfos tragedie giver bevægende øjeblikke. I hans hund-og-kat forhold til Musetta lever dette par op til det billede af vidt forskellige mennesketyper og livsskæbner i Seine-hovedstaden, som Puccini mere end noget andet har villet skildre med La Bohème. Allerstærkest står måske 3. aktens store kvartet mellem de fire sangere, hvor ikke blot Puccinis sande kompositoriske mesterskab viser sig krystalklart, men tillige forløses i fremragende sang og ageren af de to hovedpar.

Scenografisk og dekorationsmæssigt står forestillingen flot og stilsikkert med dens fine sceneskift mellem de to hoveddekorationer, hvorimod gadescenen, der er henlagt til et julepyntet stormagasins interiører, måske forekommer lettere malplaceret med fattigfolkets børn, som her tillige bevæger sig utvungent rundt.

Forestillingen er musikalsk anført af dirigenten Paolo Carignani, der flot forløser de ofte voldsomme dynamiske og kontrasterende udladninger i Puccinis partitur, rækkende fra stærke emotionelle udbrud til næsten lydløse intime udvekslinger i operaens vokale og orkestrale dele. Carignani går helt til grænsen i sine tempi og dynamiske fortolkning, men overtræder aldrig musikkens bæreevne. Hans direktion, værkets scenografiske og instruktionsmæssige forløsning samt hovedparrenes vokalkunst sikrer Den Kongelige opera en meget sikker succes hos publikum med denne opsætning af La Boheme.