I programmet til Den Kongelige Ballets triple-bill med fællestitlen Giant Steps (skabt sammen med teatrets eksperimenterende dansekompagni Corpus) opfordres publikum til at møde forestillingen med ”åbenhed og nærvær”. Den opfordring har jeg selv som anmelder personligt altid efterlevet, og af samme grund har jeg heller aldrig fordybet mig i programmernes omtaler af et givent værk, uanset om det så skulle anmeldes eller ej. Er værket kendt i forvejen er sagen naturligvis anderledes, men er det nye og ukendte forestillinger, må og skal oplevelsen være både umiddelbar og uden forudgående indføring af den ene eller anden formidlende karakter. Alt andet giver en forudindtagethed, der kun formindsker det ægte nærvær.
De tre balletter, som tilsammen udgør forestillingen Giant Steps er i høj grad nærværende, men på hver deres forskellige måder. Fælles for programmets idé og tilrettelæggelse er, at koreograferne bag dem alle er kvinder, men dette ser jeg nu ikke i sig selv noget hverken kvalificerende eller betydningsfuldt. Det må alene være forestillingen indvirkning på betragteren, der skal bære værkerne igennem og ikke ophavspersonerne bag eller deres specifikke køn.
Første værk med titlen Pierre (af Bobbi Jene Smith) er skabt specielt til Den kongelige Ballet. Det udspiller sig tilsyneladende i en latinamerikansk Milonga-dansebule, hvor tangoen dyrkes blandt en særdeles broget skare af gæster, som er anført af en ulastelig livret-klædt vært. Hovedpersonen synes at være en utilpasset ung mand, der udviser en nærmest rendyrket skizofren adfærd overfor både de kvinder og mænd, der omgiver ham. Hans voldsomme fremfærd, der fører til både livsfarlige voldsopgør og inderligt ømme øjeblikke overfor begge køn, vidner om et stærkt indre skisma i personen, der tilsyneladende kun kan udleves i ekstremer. Som et tilsyneladende sindbillede på hele skizofreniens væsen står danseren Alexander Bozinoff her i centrum af de 18 dansere, der befolker danselokaliteten. Bozinoff fylder scenen med et stærkt nærvær og en kropslig intensitet, der mere end en gang vækker mindelser om den unge Rudolf Nureyevs enestående fysiske spændstighed, og før ham måske også danseren Jean Babilée i Roland Petits ballet fra 1946 Le Jeune Homme et la mort, som findes bevaret på film.
Til værkets collageagtige musik (af Celeste Oram med virkningsfuld brug af sangerinden Barbara’s hit fra 1964 Pierre) gennemleves her et danset sindsopgør mellem den unge mand og hans meddansende omverden, der tilsyneladende medvirker til både at holde ham indespærret i sin personlighedsspaltning og isolere ham fra omgivelserne. Spændingerne er koreografisk formidlet i et nok lidt for langtrukkent forløb, hvor hovedpersonens skisma og den dramatiske udvikling kunne være mere koncentreret i såvel form som varighed. Men et stærkt og nærværende sjælsbillede er balletten unægtelig.
Programmets andet og centrale værk har titlen Bedroom Folk (med koreografi af Sharon Eyal) og fremstår scenisk uhyre prægnant med dets fire par klædt i lette sorte floor-show nightclub-tricots, mens scenen er holdt i sort og dybrøde farver. Værket, giver koreografiske mindelser om både Maurice Bejarts tidlige balletter, Igor Stravinskijs hamrende rytmer i Sacre du Printemps og ren afrikansk stammedans. Med en voldsom rytmepuls og dansernes totalt synkrone bevægelsesmønstre, står balletten – eller rettere showet – tilbage som et stærkt inciterende studie af et orgiastisk natklubsmiljø med dets selvsuggestive dansepuls (der er iblandet enkelte individuelle og mere lyriske solo-indsatser), og det uden på noget tidspunkt at blive vulgært eller banalt. Det er måske værkets største fortrin, ligesom den kendsgerning samtlige dansere her i en god halv times tid formår at udføre samtlige trin på halv tå, hvilket er ikke så lidt af en fysisk præstation. Tilsammen frembringer optrinet en gigantisk energi, der bærer værket langt ud over rampen og forplanter sig til publikum i salen med en overvældende grad af intensitet.
Som afslutning på programmet følger en klassiker i form af Arnold Schönbergs strygersekstet fra 1899, men her spillet i hans egen senere version for strygerorkester (sat i trin af Anne Teresa De Keersmaeker). Koreografien har hun tidligere skabt for Nederlands Dans Theater i 2015, og før hende har andre koreografer prøvet kræfter med dette partiturs inderlige fortælling om den forstående kærlighed, som overvinder selv de mest komplicerede og sammensatte forhold mennesker imellem.
I forestillingen står alle de otte medvirkende dansere fint og afstemt i forhold til hinanden, men hovedparret forsvinder lidt for ofte i vrimlen og deres egen bærende historie udviskes til fordel for et mere udfoldet bevægelsesmønster af søgende menneskesjæle, der vikles ud og ind i hinanden, som var de alle på afveje og uden mål og med. Men med forståelsen af Scönbergs mesterlige musik er værket godt og inderligt formidlet i trin med denne smukke afslutning på et både intenst og vidtfavnende ballet program, der ledsages af det særdeles velspillende Kongelige Kapel.