Yndefuld Giselle

Jules Perrot og Jean Corallis ballet Giselle havde sin første opførelse i 1841 på Pariseroperaen, og den står som den romantiske ballets hovedværk - i stærk konkurrence med Sylfiden der i August Bournonvilles version er den mest kendte romantiske ballet i Danmark, Bournonville kunne nemlig ikke selv lide Giselle og den blev derfor kun spillet de år Bournonville ikke var Balletmester i København. Men i det 20. århundrede har Den Kongelige Ballet og dets publikum taget Giselle til sig, og det er blevet en eftertragtet rolle for ballettens solodanserinder. 

Det er derfor helt tydeligt at Holly Dorger har taget rollen til sig og gjort alt for at gøre den sin egen. Det lykkedes for Holly Dorger at gøre den til en af de bedst dansede nogensinde på Kongens Nytorv. Uhyre præcis er hun i alle sine trin, delikate detaljer i spring og balancer, stærkest i spillet i anden akten, hun synes nærmest for frisk og psykisk stærk i første akten hvor man har lidt svært ved at føle at hun er svagelig af sind og krop. Men en yndefuld nydelse er hun i titelrollen. 

Hendes Albrecht danses og spilles med masser af scenisk nærvær af Jón Axel Fransson, der her skaber en af sin karrieres højdepunkter. Hans Albrecht er fuld af modsigelser, en adelig hertug der leger bondedreng for at kurtisere Giselle selvom han er forlovet med den fornemme Bathilde, og da sandheden afsløres er han ikke mand nok til at give efter for kærligheden - eller er Giselle kun en leg for ham? Alvoren rammer ham dog voldsomt i anden akt hvor han besøger Giselles grav og nærmest mister livet ved mødet med de farlige Willier, som Giselle nu er en del af. Spring og piruetter er danset med bravour og Jón Axel Fransson er Holly Dorger en smuk partner, og deres sidste scene er meget rørende og rammer i hjertet. 

Ellers er Nikolaj Hübbes og Silja Schandorffs opsætning fra 2016 ikke den mest vellykkede. Der skabes ikke rigtig forbindelse til det valg der er taget med Maja Ziskas abstrakte scenografi og Mia Stensgaards antydede transparente kostumer. Opsætningen er meget traditionel modsat indpakningen, og det giver ingen mening at Giselles mor Bathilde ser ud som om hun kommer fra et cocktailparty, og at de bor bag en stor flot rokokodør malet som en skov. Det virker som om at kostumer og scenografi kommer fra en anden forestilling - kun anden akts entre med Willier gennem alle dørene virker effektfuldt. 

Korpset er ikke særligt præcise i linjer og arme der flagrer rundt mere end godt er - især hos de lyserøde piger i første akten. Silvia Selvini og Mattia Santini dansede bonde pas de deuxen flot uden dog at have et synderligt overskud i dansen. Sebastian Pico Haynes gik for det meste rundt og så brysk ud - man mærkede ikke meget passioneret forelskelse og jalousi her, og Emma Riis-Kofoed var en flot dansende men en smule udvisket Willie dronning. 

Så det blev op til hovedparret at hive aftenen hjem, og det lykkedes flot for Holly Dorger og Jón Axel Fransson, tillykke til dem og deres instruktører. 

Det Kongelige Kapel spillede smukt og dramatisk Adolpe Adams musik under ledelse af Robert Houssart, med et særligt fokus på de stille passager som var en god medspiller til Holly Dorger og Jón Axel Franssons poetiske udførelse af koreografien.