Flot operakomik i Askepot

Rossinis udgave af Askepot fra 1817 har ingen tabt sko, eller en ond stedmor - hvad den til gengæld har er sprudlende god musik og en grovkornet komik som Stefan Herheim, der er instruktør på denne nye udgave, har taget til sig og skruet til tordnede succes i en endnu vildere og galere iscenesættelse end den tidligere der var iscenesat af tjekkiske David Radok tilbage i 2004. I mellemtiden har vi haft Den Jyske Opera forbi med en uforglemmelig opsætning for nogle år siden - og nu er der så endelig en ny version på Operaen af Rossinis veloplagte udgave af den berømte historie.

Marketingsafdelingen på Det Kongelige Teater er dog ikke helt klar over hvilken forestilling de gør reklame for, da plakaten viser den berømte sko - der er ingen sko hos Rossini, i stedet giver Askepot sin Prins et armbånd for at give ham en ledetråd i vejen efter den lykkelige kærlighed. 

Hvis man skal starte med ankerne så er forestillingen iscenesæt uden noget egentlig hjerteligt bankende hjerte hos hovedfiguren. Aftenens Askepot - eller Angelina som hun hedder hos Rossini - er sat til at være en moderne rengøringskone der pludselig kommer ind i historien, derfor føles hun mere udenfor end godt er, og kan grænse til det lift irriterende i det noget frigjorte spil, men sødme og kraft har Josy Santos til gengæld på stemmen. Der bliver også pjattet mere end godt er, og anden akten taber pusten da løjerne begynder at trætte som aftenen bliver længere og længere, og de samme idéer synes at gå i ring. 

Men ser man bort fra det er det en festlig aften - der med stor glad energi fra scenen tager publikum gennem en lattertur som var man til farce. 

Musikalsk er det i bedste klasse hos dirigenten Steven Moore der også selv kommer med i forestillingen til stor overraskelse og morskab i salen. Der er tempo over musikken, og det klæder den gakkede iscenesættelse, der er i en flot scenografi af Stefan Herheim selv i samarbejde med Daniel Unger. En koreograf ville dog have gjort lykke  i flere scener - men som oftest er den post sparet væk eller ikke syntes vigtigt af det kunstneriske hold.

Matteo Macchioni er en nuttet prins, Tomi Punkeri er en frisk Kammertjener der forklæder sig som prins og han har mere smæld i stemmen end sin arbejdsgiver, Clara Cecilie Thomsen og Kari Dahl Nielsen kæmper med morskaben som de to stedsøstre men især Kari Dahl Nielsen bliver varmet op undervejs. Miklós Sebestyén er i fuld vigør som den onde stedfar, og forvirrende nok også som Rossini selv - der dukker op sammen med hele herrekoret der også er klædt ens på som Rossini. I følge programmet fordi Rossini gentog fra sig selv i gennem sin karriere - og også i partituret til Askepot - her blev jeg lidt træt.

Det er en velklingende Askepot - og også en festlig og sjov iscenesættelse - jeg kunne dog høre at langt de fleste publikummer morede sig en del mere end jeg gjorde, men der kan jo også have været mange inviterede fra egne rækker denne premiereaften.