Dystopisk tristesse

Man kan læse sig til at gruppen Institute of Interconnected Realities har researched hvad der kommer ud af at bruge Blackboxens rum på forskellige måder - samt interaktion med publikum. Det er sket i et samarbejde med Dansehallerne og Toaster som er et tværæstetisk eksperiment mellem et teater og et udstillingssted, nærmere betegnet Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning i København. 

Det er svært at se hvad der er kommet ud af den research man har været ude i. For alt der sker på scenen er noget man har sat før. Rummet er ikke brugt særligt nytænkende, og de evigt gentagne sætninger på engelsk har det moderne dansepublikum skulle trækkes med igennem de sidste mange mange år. 

Hvad der får forestillingen til at delvist fungere er de fire medvirkende dansere og skuespillere som det lykkedes at give en smule personlighed ind i den ubehjælpsomme tekst, og som det formår sammen med Balz Isler som er scenograf og Christian Vest Berntsen som er lysdesigner at skabe en fornemmelse af et dystopisk samfund hvor menneskeheden er reduceret til enfoldige monstre med et meget begrænset ordforråd. 

Det er klart performanceteater og ikke danseteater vi er til. Koreografi er der ikke skyggen af - og lydbilledet er bevidst grimt og larmende. 

Hvis man opgiver at fundere over hvad den såkaldte research er gået ud på, så kan man til dels more sig med de medvirkende og den absurde situation man er i sammen med de andre publikummer.