Tryllefløjte uden meget tryl

Det klæder operaen Tryllefløjten fra 1791 at blive skåret ned til knap to timer, så den kan nydes af både børn og voksne. Den Jyske Opera har nemlig fået den ganske glimrende idé at gøre forestillingen lettere tilgængelig for hele familien. Og operaelskere får stadig det meste med af Mozarts boblende skønne musik, som synges ganske habilt af ensemblet. 

Koret er også skåret væk, så vi har kun syv sangere og en enkelt skuespiller på scenen til at fortælle den temmelig vrøvlede historie om Nattens Dronnning og Troldmanden Sarastro, datteren Pamina, den unge helt Tamino, fuglefængeren Papageno og en masse frimuerersymbolik. 

Der skal meget til at holde unge og børn fanget i handlingen, og det lykkes ikke helt, også fordi der scenografisk ikke er så meget at komme efter. 

Men der er masser af galskab og morskab i Leif Jone Ølbergs fuglefænger, der bliver børnenes og såmænd også de voksnes faste holdepunkt gennem forestillingen. Nina Sveistrup Clausen er en markant Nattens Dronning og klarer den svære og berømte koloratur-arie ganske flot, og så har hun aftenens flotteste kostume på i sin første entré.

Jonathan Koppel og Simone Lictenstein er søde som de to unge elskende, der blandes ind i magtkampen mellem Nattens Dronning og Sarastro. Steffen Bruun tager sig af Sarastro og virker en smule tilbageholdende i spil og sang denne aften. 

Det er forskellige orkestre, der spiller til forestillingen forskellige steder i landet – i København var det Copenhagen Phil, der spillede den skønne musik dirigeret af Christopher Lictenstein. Dominik Wilgenbus har instrueret og bearbejdet manuskriptet, og begge dele er gjort ganske effektivt.