Wallmans har skiftet KONFETTI ud med POPCORN, men grundopskriften er den samme: nye sange, nye kostumer, nye numre og enkelte indslag, der har fået lov at leve videre. Det gør ikke så meget, for Wallmans ved efterhånden godt, hvad der virker.
En af gengangerne er tryllekunstneren Daniel Rosenfeldt, som igen er blandt aftenens stærkeste kort. Hans Starcatcher-nummer imponerede allerede sidste år, og i år er det blevet udvidet med både lysende kugler og sommerfugle, der bevæger sig gennem mørket til tonerne af Fireflies. Det er et af de numre, hvor teknikken ikke bare bliver et trick, men en del af stemningen, og det fungerer virkelig flot.
Cirkusbygningen fylder 140 år i år, men jubilæet fylder faktisk overraskende lidt i selve showet. Til gengæld står bygningen skarpere end længe efter den store renovering, der blev afsluttet i 2025. Foyer, barområder, garderobe og publikumsfaciliteter har fået et markant løft, og indenfor er Verner Pantons karakteristiske farveunivers igen trukket tydeligt frem. Selv toiletterne er værd at nævne – flotte, gennemførte og langt fra den anonyme standard, man ellers ofte møder. Den gamle dame har fået nyt liv uden at miste sin særlige karakter, og hun virker bestemt ikke færdig med at underholde.
Det er Jasmin Gabays andet show som værtinde. Vi savner stadig Megan Moore og hendes helt særlige drive og energi, men Gabay er klart stærkere i rollen end sidste år. Hun virker mere hjemme i formatet og mere afslappet som den, der skal holde sammen på en aften, hvor udtrykket hele tiden skifter.
Åbningen er ganske fin. Et skyggeshow med tryllekunstneriske elementer glider over i en lille film om Cirkusbygningens gamle cirkustid, og selvfølgelig bliver der også plads til en elefant. Ikke en levende en af slagsen, men en imponerende naturtro, menneskeskabt version. De gamle cirkuselefanter har for længst lugtet deres sidste savsmuld fra manegen, men her får elefanten alligevel lov til at leve videre som en del af cirkusmagien. Det er en fin måde at føre traditionen videre på, og måske også noget andre cirkusser kunne lade sig inspirere af.
Musikalsk kommer POPCORN godt omkring. Beatles bliver støvet af med blandt andet All You Need Is Love og Yesterday, og senere får vi nyere danske numre som Tobias Rahim og Andreas Odbjergs Stor Mand, The Minds of 99 med Hurtige hænder og Benjamin Havs Du ligner din mor. Sidstnævnte bliver leveret så overbevisende, at man næsten glemmer originalen et øjeblik. Det hele kunne let være endt som et lidt tilfældigt musikalsk kludetæppe, men numrene hænger faktisk overraskende godt sammen.
Ikke alt fungerer lige godt. Undervejs får vi en hilsen fra Wallmans i Sverige og Norge, som angiveligt skulle være direkte, men som mere føles som noget, der er optaget på forhånd. Det tager lidt af spontaniteten ud af indslaget. Aftenens Kiss Cam får heller aldrig helt fat i publikum, og begge dele kunne efter min mening være skåret væk uden at efterlade noget stort tomrum.
Til gengæld er salen med, da Lady Gaga rykker ind. Born This Way, Bad Romance og The Edge of Glory bliver samlet i et medley, hvor Wallmans gør det, de er gode til: stort lys, højt tempo og masser af energi. Her spiller sang, dans og scenografi sammen, som de skal.
I årets ensemble savner jeg dog de mandlige dansere. Ikke fordi kvinderne ikke leverer, for det gør de bestemt. Teknikken sidder, energien er høj, og koreografierne fungerer. Men en blanding af køn giver et andet visuelt spil på scenen, og det kunne årets show godt have haft glæde af.
Der skal også lyde et shoutout til vores bordvært Linus Valentine Eckerholm Crawford, som ikke bare stod for serveringen, men også satte sig bag keyboards i løbet af aftenen. Det er stadig en af de ting, der gør Wallmans-formatet specielt. Mange af de medvirkende har flere funktioner, og overgangen mellem servering, musik og performance foregår så naturligt, at man let glemmer, hvor meget planlægning der ligger bag.
Maden får ikke den store gennemgang denne gang. Det mest imponerende er fortsat selve serveringen. Tallerkener kommer og forsvinder på de rigtige tidspunkter, personalet bevæger sig sikkert gennem salen, og det hele glider med en rutine, der gør, at man nærmest først lægger mærke til den, hvis noget går galt - og det gør det ikke.
Der var enkelte ledige borde øverst i salen denne aften, men det kunne ikke mærkes på stemningen. Publikum var med, når de skulle være det, og fornemmelsen var ganske enkelt, at folk havde en rigtig god aften.
Hen mod slutningen sad jeg dog og savnede det helt store finalenummer. Tidligere år har Wallmans ofte placeret et markant wow-nummer midt på scenegulvet. Vi har set sexede poledancere og et vandshow i et badekar med champagne – den slags billeder, man stadig husker på vej hjem.
I år var det akrobaten Sandeep Vithoba Kale, der leverede aftenens mest nervepirrende indslag. Problemet var bare placeringen. Han var gemt helt ude i siden, langt fra midten af scenen og næsten også længst væk fra anmelderne. Selve nummeret var flot, præcist og nervepirrende, men det var synd, at så stærkt et indslag ikke fik den centrale placering og tyngde, det fortjente.
POPCORN er ikke en revolution af Wallmans-konceptet, og det behøver det heller ikke at være. Det bygger videre på meget af det, KONFETTI gjorde godt, men har i år fået et lidt mørkere og mere stemningsfuldt udtryk. Det klæder showet og giver flere af numrene lidt mere kant.
Samlet er POPCORN et flot, professionelt og sikkert eksekveret dinnershow med flere stærke højdepunkter og enkelte indslag, man godt kunne have undværet. Når det rammer bedst, er der virkelig popmusik for alle pengene.