Det er tredje gang, vi her på XQ28 anmelder Brødrene Løvehjerte. Kernehistorien er naturligvis den samme, men de tre forestillinger har været meget forskellige oplevelser. Teatret Zeppelin har efter min vurdering skabt den bedste og mest rørende version, vi indtil nu har set.
I Zeppelins opsætning begynder historien på et moderne hospital, hvor den 10-årige Karl får sin dødsdom. Lægerne bevæger sig omkring ham og slynger fagudtryk ud, som intet barn ville kunne forventes at forstå. Alligevel går det hurtigt op for Karl, hvad det hele betyder: Han skal dø.
Moderniseringen fungerer godt, fordi den bringer Karls sygdom tættere på os uden at fjerne noget af det eventyrlige i Astrid Lindgrens univers.
Da hospitalet senere står i flammer, tager Jonathan sin elskede lillebror Karl, Tvebak, på ryggen og redder ham ved at springe ud af vinduet. Selvom det er Karl, der er syg og dødsdømt, bliver det Jonathan, der dør. Overgangen til Nangijala er smukt løst, og da Karl vågner og ser Jonathan sidde og fiske, har forestillingen allerede trukket os ind i sin verden. Man glemmer hurtigt teaterrummet og følger uden modstand med Karl videre ind i Nangijala.
Hampus Egelund Ahlberg debuterer på de skrå brædder og gør det overbevisende som Jonathan og i de øvrige roller, han spiller. Som den modige og beskyttende storebror har han den ro og varme, rollen kræver. Han er samtidig en del af en ensembleform, hvor også Morten Burian og Sunniva Gregersen bevæger sig sikkert mellem rollerne som blandt andre Sofia, Hubert, lægerne, farmoren, Orvar, Jossi, Kader, Veder og Tengil.
Rex Leonard står stærkt som Karl Tvebak.
Endnu en gang ser vi ham i en børnerolle. Sidst oplevede vi ham i Vi to på Falster, og selv om han i dag er 33 år, er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt man accepterer ham som 10-årige Karl. Det burde på papiret være en vanskelig opgave, men når Rex står på scenen, forsvinder spørgsmålet om alder hurtigt.
Han rammer både den syge og bange dreng i begyndelsen og den langt modigere Karl, vi møder mod slutningen. Udviklingen føles troværdig hele vejen, og når Karl ikke længere vil være det, han selv kalder en bange lille lort, mærker man, hvor langt han er kommet.
Gennem den cirka 75 minutter lange forestilling holder Rex Leonard koncentrationen og intensiteten med stor sikkerhed, og det er svært ikke at blive imponeret over, hvor naturligt han får Karl til at leve på scenen. Samtidig bliver det spændende også at opleve ham i flere voksne roller fremover, blandt andet i Ulvedalene i Dyrehaven næste år.
Kemien mellem Karl og Jonathan er en af forestillingens store styrker. Deres kærlighed til hinanden er aldrig til diskussion. Jonathan elsker sin lille Tvebak, og Karl ser sin storebror som både stærk, klog og modig.
Netop derfor rammer slutningen så hårdt. Historien vender begyndelsen på hovedet, da det denne gang er Karl, der må tage sin dødsdømte bror på ryggen. Jonathan er blevet ramt af Katlas ild og kan ikke længere bevæge sig, og hvis de skal være sammen i Nangilima, er det nu Karl, der må finde modet til at springe.
Det er her, man virkelig mærker, hvor meget Tvebak har forandret sig. Den bange dreng fra hospitalet er væk, og tilbage står en Karl, der selv er blevet en Løvehjerte.
Forestillingen forsøger heller ikke at gøre Astrid Lindgrens fortælling mindre mørk, end den er. Brødrene Løvehjerte er en af hendes mest dystre historier, og Zeppelin tør holde fast i alvoren, frygten og døden uden at pakke dem ind.
Katla er et godt eksempel på forestillingens tillid til de enkle virkemidler. Vi får ikke en stor, kunstig drage på scenen. Vi får hendes øje, og sammen med torden, lyn, lys og lyd er det mere end tilstrækkeligt til at skabe uro. Flere børn i salen rykkede tættere på deres voksne, og enkelte kravlede op på skødet. Det siger en del om, hvor effektivt grebet fungerer.
Også Orvar er værd at fremhæve. Da brødrene redder ham fra grotten, møder vi ham som en dukke, ført af Rex, Hampus, Morten og Sunniva. Alligevel bliver han så levende i sine bevægelser og reaktioner, at man hurtigt glemmer, at fire skuespillere styrer ham. Han føles næsten som forestillingens femte skuespiller, og det er en stor cadeau til dukkemagerne WAUW og Lauréline Gormsen Démonet samt dukkeførerkonsulent Astrid Kjær Jensen.
Veronica Fabons scenografi er ligeledes enkel uden at virke fattig. Der er ingen trang til at bygge stort og bombastisk, når få virkemidler kan fortælle historien lige så præcist. Vi er ikke i tvivl om, hvor vi befinder os, hverken på hospitalet, i Kirsebærdalen eller Rosendalen.
Også Karls ridetur fungerer overraskende godt. Måden, han skiftevis fører benene til højre og venstre på, skaber illusionen af, at han faktisk sidder på en galoperende hest. Det er et lille scenisk greb, men et meget effektivt et.
Rasmus C. Månssons lydunivers og musik samt Malthe Haugaards lysdesign er integreret naturligt i forestillingen og understøtter fortællingen uden at tage opmærksomheden fra den. Sammen med scenografien er de med til at skabe et univers, hvor fantasien får lov til at gøre en stor del af arbejdet.
I cirka 75 minutter er vi i Karls verden, og forestillingen føles hverken for lang eller for kort. Den tager den tid, historien behøver, og jeg så ingen børn i salen, der virkede utålmodige eller uengagerede.
Trods den forsigtige modernisering er opsætningen tro mod og respektfuld over for Astrid Lindgrens fortælling. Også slutningen får lov til at beholde den alvor og tvetydighed, der gør historien så stærk.
Aldersanbefalingen fra syv år virker rigtig. Børnene bliver ikke beskyttet mod sygdom, døden eller forestillingen om et liv bagefter, men det var heller aldrig meningen med Lindgrens historie. Hun tog børn alvorligt, også når emnerne var store og svære.
Derfor føles Brødrene Løvehjerte stadig vigtig i 2026. Det er en fortælling om mod, kærlighed og håb, men også om at stå op imod uretfærdighed og kæmpe for det menneske, man elsker.
Jeg forlod Teatret Zeppelin både underholdt og trist over brødrenes skæbne, og det er svært at forestille sig, at Brødrene Løvehjerte bør føles ret meget anderledes.