I LGBT+ miljøer, især i Vesten, støder man igen og igen på et dilemma: Hvordan forholder vi os til undertrykte grupper, hvis normer, værdier og holdninger måske ikke omfavner os? Hvordan kan vi som LGBT-personer være solidariske med en befolkning, hvor mange ser vores liv som syndigt eller forkasteligt? Folk som måske hader os og vil se os dræbt?
Et af de mest aktuelle og kontroversielle eksempler på dette spørgsmål er Palæstina. Mange palæstinensere er konservative. Nogle er homofobiske. I områder kontrolleret af Hamas er homoseksualitet ikke blot stigmatiseret – det er direkte forbudt og kan straffes hårdt. Selv på Vestbredden, hvor styret er mere sekulært, lever bøsser, lesbiske og andre LGBT-personer i en konstant skygge af social kontrol, frygt og diskrimination.
Alligevel er det vigtigt, at vi – som LGBT-personer – forstår, at palæstinensernes kamp for frihed, værdighed og selvbestemmelse også er vores kamp. Ikke fordi de nødvendigvis kæmper for os, men fordi undertrykkelse ikke kan bekæmpes selektivt. Hvis vi vil have en verden, hvor LGBT-liv kan leves frit og trygt, må vi kæmpe mod alle former for kolonialisme, apartheid og besættelse – uanset om de direkte rammer os eller ej.
Solidaritet er ikke en byttehandel
Solidaritet handler ikke om at støtte dem, der støtter os. Det handler om at stå sammen i kampen mod systemisk undertrykkelse – også når det er kompliceret. Når vi støtter palæstinensernes ret til at eksistere som et frit folk uden besættelse og militær kontrol, siger vi ikke, at vi accepterer homofobi. Vi siger, at mennesker – uanset deres holdninger – har ret til at være frie.
Det er en misforståelse at tro, at man skal være enig i alt med dem, man viser solidaritet med. Hvis det var tilfældet, ville intet progressivt fællesskab kunne eksistere. Kampen mod racisme, mod patriarkatet, mod klassesamfundet – den er fuld af interne spændinger og uenigheder. Men princippet er enkelt: Man kan ikke kræve frihed for sig selv og samtidig nægte den for andre.
Pinkwashing og den israelske propaganda
En af grundene til, at denne samtale er så svær, er, at den bevidst forplumres af pinkwashing. Israel fremstiller sig selv som et LGBT-venligt fyrtårn i Mellemøsten – og det er sandt, at Tel Aviv har prideparader, at der findes juridisk anerkendelse af homoseksuelle par, og at nogle LGBT-personer lever åbent.
Men når dette bruges som propaganda for at legitimere besættelsen af Palæstina – eller for at dæmonisere palæstinenserne som “barbariske” og “tilbagestående” – bliver det farligt. Det er pinkwashing, når et land bruger sin (delvise) accept af LGBT-rettigheder som et røgslør for andre former for undertrykkelse.
Forestil dig, at et firma markedsførte sine produkter som “veganske og dyrevenlige”, mens det samtidig udnyttede børnearbejdere. Ville vi acceptere det? Nej. Men netop det gør Israel, når de promoverer sig selv som progressivt på LGBT-området, samtidig med at de håndhæver et vederstyggeligt apartheidregime.
Vi kan ikke frigøre os alene
LGBT-frihed kan ikke bygges på andres ufrihed. Det er en grundlæggende sandhed, som mange i vores miljø har kendt til i generationer. Når sorte transkvinder i USA kæmpede mod politibrutalitet, når aids-aktivister nægtede at lade systemet ignorere deres død, og når pride startede som optøjer og protest – så var det altid i erkendelsen af, at frigørelse aldrig er isoleret.
Hvis vi accepterer, at en befolkning på over to millioner mennesker i Gaza skal leve uden elektricitet, uden vand, uden bevægelsesfrihed og uden retssikkerhed, fordi deres ledere eller kultur ikke accepterer homoseksualitet – så har vi allerede givet køb på vores egne værdier. Så siger vi, at nogle mennesker ikke er værdige til basale rettigheder, medmindre de tænker som os.
Men retten til ikke at blive bombet, fordrevet eller holdt indespærret handler ikke om holdninger. Den handler om menneskeværd, om retten til liv.
Der findes LGBT-palæstinensere
En ofte overset kendsgerning er, at der naturligvis findes LGBT-personer blandt palæstinenserne. De lever måske skjult, måske under trussel, måske i eksil – men de findes. Og mange af dem siger tydeligt: Støt vores folk, selvom vores folk ikke altid støtter os.
Deres kamp er dobbelt. De kæmper mod besættelsen, og de kæmper mod patriarkatet. De har ikke den luksus at vælge én kamp ad gangen. De er fanget mellem israelske checkpoints og deres egne familiers sociale kontrol.
Når vi viser solidaritet med Palæstina, viser vi også solidaritet med disse mennesker – dem, der er både LGBT og palæstinensere, og som nægtes retten til at leve frit og åbent på begge fronter.
En verden uden kolonialisme er en bedre verden for os alle
Det er en naiv tanke, at LGBT-frihed i Vesten kan bestå isoleret i en global orden præget af vold, krig og imperialisme. Når stater som Israel får carte blanche til at begå menneskerettighedsbrud, når internationale konventioner undermineres, og når folkeretten bruges selektivt, skaber det præcedens.
Et svækket internationalt retssystem og en accept af kollektiv afstraffelse vil altid ende med at ramme minoriteter hårdest – også LGBT-personer.
Hvis vi virkelig vil skabe en verden, hvor vi kan holde hinanden i hånden uden frygt, gifte os med den, vi elsker, og definere vores køn frit – så må vi også kæmpe for en verden, hvor intet folk lever under militær kontrol, hvor ingen børn vokser op i ruiner, og hvor ingen stat står hævet over loven.
At stå på den rigtige side af historien
Solidaritet med Palæstina betyder ikke, at vi billiger homofobi. Det betyder, at vi insisterer på, at frihed ikke skal afhænge af ens syn på seksualitet. Det betyder, at vi nægter at lade os bruge som skalkeskjul for krigsforbrydelser.
Det betyder også, at vi tør se kompleksiteten i øjnene. At vi kan kritisere Hamas og samtidig fordømme Israels apartheidpolitik. At vi kan kæmpe for LGBT-rettigheder og samtidig støtte et folks ret til selvbestemmelse.
Vi skylder det os selv at forstå, at LGBT-kampen ikke kun handler om prideparader og juridiske rettigheder i Vesten. Den handler om at stå op imod alle systemer, der nægter folk deres menneskelighed.
Palæstinensernes kamp er vores kamp. Ikke fordi de nødvendigvis kæmper for os. Men fordi vi ikke kan frigøre os uden at kæmpe for andres frihed
NB!
Blogs på XQ28 er ikke udtryk for sitets redaktionelle linje. Blogs står helt og holdent for skribentens regning og ansvar. XQ28 kan således ikke stilles til ansvar for meninger, oplysninger eller andet som bringes til torvs i blogs.
Hvis du også gerne vil blogge, kan du sende os en mail på info@XQ28.dk