Det er en utrolig transformation, lokalerne på Regnbuepladsen har gennemgået. Da jeg trådte ind fra gaden var jeg straks imponeret over indretningen, som førte mine tanker hen mod noget ‘upscale café-miljø;’ med stole fra Børge Mogensen, PH-belysning og vægge beklædt med metrofliser i en lækker, støvetgrøn farve. Dog er det først, når man kommer ned i kælderen, at man taber kæben. Her møder man et kæmpe, top-tjekket lokale, hvor man kan sidde privat, og hvor akustikken er perfekt. Det mest imponerende er dog, at man i en (engang) så kedelig og udfordrende kælder uden vinduer kan ende med at føle sig som en del af en eksklusiv klub.
Steak Royal har et koncept, man ofte møder i New York. De følger en model, hvor målet ikke er slavisk at følge ét tema på madfronten. Målet er derimod at tilgodese alles behov og ønsker med mad af høj kvalitet til alle typer gæster. Jeg synes egentlig, det er et meget sympatisk koncept, og jeg er glad for endelig at se det udbredt til København.
Steak Royal har selvfølgelig et overordnet tema, nemlig ‘steak house.’ Dog er man som gæst ikke et sekund i tvivl om, at ens fisk og grøntsager får mindst lige så megen opmærksomhed og kærlighed som bøffen, før de forlader køkkenet.
Forretterne pegede i alle verdenshjørner; heriblandt var fish tacos fra det sydamerikanske køkken, burrata fra Italien, krabbe rørt med typiske thailandske ingredienser. Udvalget af forretter bar tydeligt præg af tendenser på den internationale madscene, men køkkenet har givet alle retterne deres eget præg.
Det var også dejligt at se, at menukortet følger sæsonen - bl.a. med stenbiderrogn på vinterkortet og hvide og grønne asparges på forårskortet.
Bestiller man fish tacos og giver dem et ordentligt tryk med lime, gør man sig selv en tjeneste. Også burrataen var strålende med sødme fra blodappelsiner og en udfordrende parfume fra korianderfrø.
Man finder en mindre, men nøje udvalgt vifte af udskæringer på menukortet. Det inkluderer ribeye, flat iron steak, mørbrad, New York strip og den kilo-tunge côte de bœuf. Vi havde glæden af bl.a. at få serveret en medium-rare rib eye-steak, som var godt fedtmarmoreret, hvilket bidrog med masser af smag; et lækkert, veltilberedt stykke kød, som man må forvente på en ‘steak-restaurant’.
Dog må jeg erkende, at hvor bøffen smagte herligt og var tilberedt ‘medium rare’, når man bad om ‘medium rare’, var jeg personligt endnu mere imponeret over fisken. Pighvarren var fuld af smag, havde en gylden, sprød, saltet skorpe og det blødeste, mest saftige kød, som bare ved tanken får mine tænder til at løbe i vand i skrivende stund.
Deres vidunderlige beurre blanc sauce er et “match made in heaven” med formentlig al deres fisk. Både til pighvarren og til helleflynderen ophøjede den oplevelsen. Det giver vel også meget god mening, siden jeg aldrig har oplevet, at hvidvin og smør har gjort skade på et måltid.
Af vin vil jeg anbefale deres Chardonnay 2011 Sebastiani, fra Sonoma i Californien. Fedmen og fylden i den halvtørre vin komplementerer fisken og saucen fremragende.
Min gæst var ligeledes imponeret over stedets fisk og siger: “Jeg er typen der aldrig bestiller fisk, når jeg spiser ude. Fisk kan man altid få, men sagen er, at man jo sjældent får det lavet derhjemme. Så når chancen byder sig til at få noget perfekt tilberedt fisk, så skal man altså gribe den. Helleflynderen var virkelig perfekt tilberedt, saftig og velsmagende, og jeg kan absolut ikke sætte én eneste finger på den fisk. Jeg kneb næsten en tåre, så himmelsk smager det.”
Vi smagte mange af de spændende ‘sides,’ men til fisken kan jeg især anbefale bønner à la française. De sky-kogte haricots verts med bacon gør grøntsager sjove at spise, og saltet fra baconen giver lidt ekstra til de fine, hvide fisk.
Også broccolien med sesamfrø og tahin er en anbefaling værdig. Sesampastaen, som især bruges i mellem-østlig og nordafrikansk mad, var pudsigt nok en fremragende partner til den franske smørsauce.
Kækt inviterer Steak Royal én til at være lidt uartig og smage nogle af deres mere kalorietunge indslag. På første side af menukortet finder man Julia Child-citatet: “The only time to eat diet food is while you’re waiting for the steaks to cook.”
Godt opdraget, som vi er, tog vi imod invitationen med åbne arme - og det er jeg personligt rigtig glad for.
Til det uruguayanske kød anbefaler min gæst kartoffelpuréen. Især den fløjsbløde konsistens fik ham til at sige, at han med lidt sovs kunne skovle den ned i timevis.
Mit hjerte landede i et fad med ‘truffled mac’n’cheese.’ Mac’n’cheese = ‘comfort food,’ når det er bedst, mac’n’cheese med trøffel = comfort food, når det er bedre end bedst.
Til kødet smagte vi både bearnaisesaucen og pebersaucen. Bearnaisen var, som den skulle være, og havde en lækker, fed konsistens, hvor en pomfrit blev stående lodret i saucen.
Ifølge min gæst gik 1. præmien dog til Madagascar-pebersaucen:
“Det hører til sjældenhederne, at man bliver glad og får et lille smil på læben, når man spiser sauce. Men denne her madagascar-pebersauce giver flashback til dengang, hvor man selv stod i lære og lærte at lave en god fond. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at der virkelig er kræset om saucen. Den er brunet af et ben, så kogt af med urter for derefter at blive reduceret til en lille, koncentreret mængde, som til sidst er pisket op med koldt smør. Jeg er uden tvivl solgt – så absolut perfekt.”
Sidste punkt på dagsordenen - og her var vi ved at være en tand mætte - var desserten. På kortet er der tre valgmuligheder - alle til en halvtredser - så det er til at forstå.
Min gæst bestilte desserten ‘coupe royal,’ som består af karamel-is, saltet karamel, hasselnødder og knuste oreos, serveret i et sølvbæger. Jeg ved, at han vil anbefale den varmt, for da jeg skulle høre ham, om jeg måtte smage, var der ikke mere tilbage.
Selv kunne jeg ikke lade være med at bede om regnbueis, når nu vi gæstede restauranten på Regnbuepladsen. Desserten så indbydende ud med sine flotte kontrastfarver og en voluminøs top af lyserød, brændt marengs.
Jeg plejer gerne at vælge lidt mere af det salte, fx lidt ekstra tilbehør til hovedretten, fremfor en dessert, da det hurtigt bliver for sødt til min smag. Derfor var jeg glædeligt overrasket, da balancen mellem syren i hindbærsorbeten og det søde i resten af retten gik op i en højere enhed. Jeg syntes også, jeg kunne ane en smag af havsalt i chokolade-isen, hvilket gjorde mig rigtigt glad.
Steak Royal har mine varmeste anbefalinger. Jeg synes, at spisemiljøet er rasende flot, og med en mad af denne kaliber, har jeg svært ved at forestille mig, at en gæst nogensinde vil kunne gå derfra med en dårlig oplevelse.
Jeg glæder mig til snart at komme igen, hvor jeg som minimum skal smage de hvide og grønne asparges, der er tilføjet på forårskortet. Jeg ser også frem til, at der til sommer åbnes for udendørsservering og med et frokostkort, som jeg er sikker på vil imponere ligeså meget som aftenkortet.
Det har ofte ærgret mig, at en solrig byoase som Regnbuepladsen ikke kunne leve op til sit potentiale, men jeg forventer, at Madklubbens nye spiller, Steak Royal, vil bidrage med liv og glæde til pladsen som aldrig før.