Copenhagen Wolves kombinerede seriøs rugby med glitter og høje hæle i en festlig weekend på Holmen, hvor både sport og fællesskab var i centrum.
Find Copenhagen Wolves på Instagram HER
Find flere billder på XQ28's Instagram HER
I sidste weekend blev Holmens gamle militæranlæg forvandlet til en sprudlende rugbyfest, da Pan Idræts Copenhagen Wolves inviterede til en ganske særlig kampdag.
Det var nemlig alt andet end en traditionel rugbykamp. Ud over spillere i klassisk rugbyudstyr, var flere trukket i drag – men det gjorde på ingen måde oplevelsen mindre intens. Tværtimod.
Der blev spillet to kampe med blandede hold, hvor også internationale gæster fra Tyskland, Holland, Spanien og Frankrig deltog. Resultaterne lød på 34–17 og 38–26, men dagen handlede langt mere om fællesskab end om point.
Showet blev styret med højt humør af drag queen Bazooka, flankeret af Renéssance, mens klubbens egen kasserer Carlo Guerra også tog kampen op i fuld drag.
"Vi spillede noget seriøs rugby derude, og vores drenge kunne virkelig mærke, hvor meget vi har rykket os siden sidste år," siger Carlo til XQ28.
Og han forsætter "Vi havde hårde kontakter, rene tacklinger og skarpe afleveringer. Det var 7s-rugby på fuld bane, og det var tydeligt, at vores kondition er blevet meget bedre på bare ét år."
Men på trods af høje hæle og parykker, var det tydeligt, at dette var ægte atleter, der bare havde det sjovt – og som samtidig viste, at sport og identitet ikke udelukker hinanden.
Vil du være med?
Hos Copenhagen Wolves handler det ikke kun om rugby – det handler også om fællesskab, udvikling og om at have det sjovt sammen.
Udendørssæsonen løber fra 1. marts til midt november, hvorefter vinteren står på styrketræning og sociale arrangementer. Klubben byder alle velkommen – uanset erfaring, eller baggrund.