Kun 94 personer fik konstateret hiv for første gang i Danmark i 2025. Det historisk lave niveau viser, at forebyggelsen virker – men omkring halvdelen bliver stadig diagnosticeret sent.
Det svarer til 1,6 nye diagnoser pr. 100.000 indbyggere og er et fald fra 103 nydiagnosticerede året før.
Udviklingen kommer efter årtiers arbejde med test, behandling og forebyggelse. PrEP, som beskytter hiv-negative personer mod at blive smittet med hiv, har især haft betydning blandt mennesker med høj risiko for smitte.
Samtidig har behandlingen af hiv ændret sig markant. En person med hiv, som er i effektiv behandling og har umålelig virusmængde, overfører ikke hiv seksuelt.
Det har blandt andet kunnet mærkes blandt mænd, der har sex med mænd, som historisk har været en af de grupper, der har været hårdest ramt af hiv. I 2025 blev der registreret 31 nye diagnoser i gruppen.
»Vi er nået meget langt med hiv-forebyggelsen i Danmark. De indsatser, vi har sat i værk gennem de seneste årtier, virker, og i dag ser vi meget få nye hiv-diagnoser,« siger Maria Wessman, overlæge ved Statens Serum Institut.
Flertallet blev smittet heteroseksuelt
Tallene viser samtidig, at billedet af hiv i Danmark har ændret sig.
Blandt de 94 personer, der fik deres første hiv-diagnose i Danmark sidste år, var 51 smittet heteroseksuelt. 31 var mænd, der har sex med mænd, mens de resterende tilfælde havde andre eller ikke oplyste smitteveje.
Knap halvdelen af de nydiagnosticerede var født i Danmark.
Hos Hiv-Danmark glæder man sig over udviklingen, men organisationen hæfter sig samtidig ved, at heteroseksuelt smittede nu udgør den største gruppe blandt de nye diagnoser.
»Vi glæder os over, at den præventive indsats virker, og PrEP har vist sig meget effektiv i forhold til især mænd, der har sex med mænd. Men det er ulykkeligt, at gruppen af heteroseksuelle nu er vokset til at være den største gruppe af nysmittede, og at hiv opdages sent. Vi har bedre og mere effektive behandlingsmetoder i dag, men det kan være komplicerede forløb, når infektionen opdages alt for sent. Regelmæssige test er utroligt vigtige,« siger Frank Stjerne, formand for Hiv-Danmark.
Samtidig er der ikke længere én tydelig gruppe blandt de heteroseksuelt smittede, som forebyggelsen enkelt kan målrettes mod. Nogle er blevet smittet i Danmark, andre i forbindelse med ophold eller rejser i udlandet, mens andre allerede var smittet, da de kom hertil.
33 af de 94 nydiagnosticerede var blevet smittet, inden de ankom til Danmark. Det er med til at forklare, hvorfor det bliver vanskeligere at bringe antallet yderligere ned: En del af de hiv-tilfælde, der opdages herhjemme, kunne ikke være blevet forhindret gennem danske forebyggelsestiltag.
»Det betyder, at der ikke længere er én enkelt målgruppe eller forebyggelsesindsats, der kan forventes at bringe antallet af nye hiv-tilfælde markant længere ned,« siger Maria Wessman.
Hiv bliver stadig opdaget for sent
Det lave antal nye diagnoser dækker over en anden udfordring.
Omkring halvdelen får først konstateret hiv sent i infektionsforløbet. Der er altså fortsat mennesker, som lever med hiv i længere tid uden at vide det.
Og jo færre nye tilfælde der er, desto sværere kan de sidste være at finde.
Nogle af dem, der bliver diagnosticeret sent, tilhører ikke de grupper, der traditionelt forbindes med en øget risiko for hiv. Derfor er det ikke nødvendigvis oplagt for personen selv at blive testet, ligesom hiv heller ikke altid er det første, sundhedsvæsenet tænker på.
»Vi skal fortsat være gode til at teste de grupper, hvor vi kender risikoen. Men vi skal samtidig blive bedre til at tænke på hiv hos personer, som ikke passer ind i de klassiske risikogrupper,« siger Maria Wessman.
Hos Hiv-Danmark peger Frank Stjerne samtidig på, at de store fremskridt i behandlingen kan have skabt et billede af hiv som noget, der ikke længere har alvorlige konsekvenser.
»I dag tror mange, at det er ukompliceret at leve med hiv. Jeg har hørt unge sige, at det jo blot er et par piller om dagen resten af livet. Det er det, men det er også tidlig aldring for nogen, og det kan være komplicerede sygdomsforløb senere i livet,« siger han.
SSI peger blandt andet på mennesker, der kommer fra dele af verden, hvor hiv er mere udbredt. Her bør en hiv-test tilbydes tidligt efter ankomsten til Danmark.
Men udfordringen er bredere end det.
Når hiv bliver sjældnere, bliver sygdommen samtidig lettere at overse. SSI peger derfor på, at sundhedspersonale bør huske hiv-testen, når patienter bliver diagnosticeret med sygdomme, der kan være tegn på en underliggende hiv-infektion.
Det gælder blandt andet tuberkulose, hepatitis og bestemte former for lungebetændelse.
De nye tal fortæller derfor to historier på samme tid.
Den ene er historien om en dansk hiv-indsats, der har virket. Langt færre får i dag en ny hiv-diagnose, og kombinationen af test, effektiv behandling og PrEP har ændret epidemien markant.
Den anden er historien om de tilfælde, der er tilbage.
De findes ikke nødvendigvis dér, hvor man tidligere ville have ledt efter dem. Og skal Danmark længere ned i antallet af nye hiv-diagnoser, bliver en af udfordringerne derfor at finde de mennesker, som ikke selv – og måske heller ikke af sundhedsvæsenet – bliver opfattet som værende i risiko.