Efter to dage med masser af god musik og gode kunstnere lukkede og slukkede Pet Shop Boys Smukfest Copenhagen fredag aften på ti-øren på Amager i København.
De flere tusinde fremmødte havde store forventninger til britiske Neil Tennant og Chris Lowe, ikke mindst undertegnede, efter flotte anmeldelser af deres koncert på moderfestivalen Smukfest i Skanderborg. Med det in mente skal man også huske på, at Pet Shop boys i gennem tre årtier har leveret hit på hit, så der var virkelig basis for et show af dimensioner med alle disse hit fra musikkataloget.
Til tonerne af "Axis" fra deres seneste album "Electric" startede koncerten lidt forsinket. En flot visiuel start med et scenetæppe, hvor man sad i førerhuset i et tog eller en bil og blev ført i gennem undergrunden og veje i storbyer. Pet Shop boys leverer elektropop i stor stil, og med til dette hører et gigantisk flot visuelt show med billeder, grafik og minifilm projiceret på dette tæppe, dernæst på selve scenen og selvfølgelig storskærmene.
Musikken flød ganske godt og det efterfølgende mix af numrene "One More Chance" og "A Face Like That" lød ganske enkelt sublimt. Publikum var med fra de første elektroniske toner og Tennants lidt rustne vokal. Duoen stod i gennem de første par numre bag det gennemsigtige scenetæppe, og da det faldt, var bifaldet stort.
I løbet af koncerten var der adskillige scene- og kostumeskift. Til trods for deres tre årtier i musikbranchen, forstår PSB stadig at skabe et gennemført show, både hvad lys, lyd og kostumer angår. Vi fik først de to aldrende herrer iført høje sorte kegleformede hatte og sorte bluser med en slags stride fjer, som stod i alle retninger. Selv de tre roadier der skulle fjerne det nedfaldende scenetæppe var iført orange dragter med selvsamme farvede briller, som rent farvemæssigt ledte ens tanker tilbage på coveret til duoens album "Very".
Publikum, som nok talte flest 30+, var godt med fra start. Dansede, klappede og sang med. Om det glippede for publikum, da PSB spillede et nyt nummer "Fugitive" er svært at sige, men gassen gik af ballonen for publikums vedkommende. Til trods for flot grafik, billederne af to balletdansere på storskærmen og dernæst to dansere på scenen i ført bøffellignende hoveder virkede kontakten mellem PSB og publikum ikke spor intens.
At kalde bøflernes dans synkroniseret ville være synd, og det skiller sig ud, når man tager i betragtning hvor meget PSB gør ud af det visuelle indtryk, live. Tennant og Lowe selv havde skiftet til sorte jakkesæt med metalliske bøffelmasker, men trods disse visuelle effekter og efter min mening ganske god musik, havde publikum her tabt gløden.
I tredje del af koncerten blev det hele pludselig forvandlet til en gigantisk fest. Iført orange jakkesæt, og Tennant med orange fez og solbriller rev PSB publikum rundt til én stor hitparade. Magen til fest skal man lede længe efter, og numre som "Surburbia" og "West End Girls" satte publikums fødder til dans på de tabte gløder. De to dansende bøfler var nu i dragter på stylter. Meget spøjst og meningen med det kunne jeg ikke finde, men de hårdtpumpede 2014 technoversioner af "It's A Sin", "Domino Dancing" og "Always On My Mind" fik én til at glemme disse opstyltede særlinge. I centrum var Pet Shop Boys, musikken og publikum. Den hellige treenighed. Aldrig har jeg set mage til eller oplevet så gigantisk en fest, som PSB sluttede af med masser af orange konfetti ud over publikum.
Publikum råbte taktfast på ekstranumre eller rettere sagt: de råbte Go West, der også blev et af ekstranumrene, som bød på fællesssang, for til sidst at slukke og lukke koncerten af med et medley af "Vocal" og "It's Alright".
Denne koncert på Smukfest Copenhagen var god, men jeg fornemmede en klart død anden akt. Første akt bød på en lettere fest, men alt synes at tage revance i tredje akt. Pet Shop Boys bød hele vejen i gennem på et fantastisk lys- og lasershow. Aldrig set mage, det skulle da lige være Jean Michel Jarre i topform.
Pet Shop Boys havde klart gjort enormt meget ud af det visuelle - og lige bortset fra de uheldige bøfler og de kiksede dansere på stylter var det lykkedes. Jeg må indrømme, at jeg følte mig delvist forført af det visuelle indtryk, men måtte alligvel trække den femstjernede tredje akt ned på en samlet koncertoplevelse på fire stjerner.
Når det er sagt vil jeg dog indrømme, at jeg er at finde til en eventuel fremtidig koncert med Neil Tennant og Chris Lowe på dansk jord. For her er tale om en legendarisk duo, der i gennem en tre årtier lang karriere stadig kan og ønsker at forny sig.