Det er et herligt musikalsk hold der er på scenen i kabareten "Hobla. Bravo. Skifter - intet er godt nok" på Riddersalen., Foto Dennis Westerberg
Den rigtigt gode idé med Kunstnerkabaret på Riddersalen fortsætter flot med den nyeste forestilling.
Titel:
Hopla. Bravo. Skifter
Teater:
Riddersalen
Spilleperiode:
Frem til 18. maj
Den stemningsfyldte teatersal, Riddersalen på Frederiksberg, er godt skabt til genoplivningen af kabaret-genren, som holdet Kunstnerkabareten indørte med forestillinegn Jolly Weltschmerz i 2022 og nu fører flot videre med forestillingen Hopla. Bravo. Skifter - kun det bedste er godt nok.
Ved Kabaretborde sidder publikum godt tilrette i den hyggelige teatersal, og selvom vi starter lidt off med Carl Orffs O Furtuna, hvor vokalerne ikke sidder helt klart i skabet, kommer vi hurtigt godt videre i de næste numre, der kredser om, at vi alle kan gøre hvad vi vil, for vi er gode nok.
Aftenen er afbrudt af en række close-up confessions fra de medvirkende, der reflekterer både over forestillingen, de er i gang med, og livet i almindelighed.
Der er livsklogskab at hente, og gode spørgsmål sættes i gang. Det er en nydelse at høre, hvor musikalske hele holdet er med kapelmester Thomas Dinesen imponerende i spidsen. Vi bliver forkælet med nye og overraskende versioner af kendte hits som Sweet Dreams af Eurythmics og Whitney Houstons I Wanna Dance With Somebody.
Charlotte Munksø har iscenesat særligt begavet og med god koreografisk sans for at få de medvirkende flot placeret rundt på den lille scene. Der er et godt visuelt flow over forestillingen og gode grin – især med en forrrygende udgave af Riverdance!
På scenen er Jens Gotthelf, Karin Bang Heinemeier, Mette K. Madsen, Michael Slebsager i god kabaretform. De har hver deres øjeblikke – både close-up og i diverse solonumre, men også stærkt individuelle i ensemblenumrene.
Der er mest knald på første del, hvor anden del hen mod slutningen har lidt sværere ved at komme helt i mål, men vi slutter smukt med håbet til fremtidens mennesker.
Den moderne kabaret på Riddersalen har fortjent et stort publikum, så hvis man gerne vil have en overraskende, skæv og sjov underholdende aften, er det med at få bestlit billet. Kun det bedste er godt nok, synges der fra scenen – og det må man sige aftenen levede op til.