Tjekboks-teater

De tidligere forestillinger som Fucking Åmål og Den sommer far blev homo har hver især taget fokus på at være lesbisk, og om at være bøsse, og de har begge været yders vellykkede som teater, både overrumplende og rørende. Det nyeste skud på stammen Jeg er Silas om at være transkønnede ender dog med at være mere pædagogisk end dramatisk, og lige meget hvor sympatisk, sød, sjov og rørende den til tider er, er det ikke en særlig god dramaturgisk fortalt historie vi ender med at sidde tilbage med.

Det føles som at man har siddet med en tjekboks, både over hvad der virkede i de forrige forestillinger, og om hvad man skal have nået at få fortalt og forklaret i den times tid forestillingen varer. 

Der er da også mange spørgsmål der står i kø når emnet er transseksualitet. Det er også vigtigt at få rejst mange af de spørgsmål og få fortalt en historie med en positiv vinkel både over for dem der sidder med samme identitets-og kønskrise men også for dem der ikke gør det. Så på de parametre er der toppoint til holdet bag Jeg er Silas.

Forestillingen har også en yders sympatisk hovedrolleindehaver der er selv er transseksuel. Mio Trond Lambers formidler de følelsesmæssige kvaler som Signe går igennem i overgangen til Silas med en ung teenagers forvirring og frustration, men også med en indre styrke der står stærkt i centrum af forestillingen hele vejen igennem. Marie Carmen Lindegaard og René Benjamin Hansen er sjove og hjertelige som forældrene der prøver at forstå deres pige nu er en dreng, og Rikke Westi er yderst sympatisk både som den lesbiske veninde der er forelsket i Signe men som må nøjes med at være ven med Silas, og som den cool storesøster der er den første til fuldt at acceptere at hun nu har en lillebror i stedet. 

Mia Lipschitz har iscenesat med masser af flair for en ung målgruppe, og Katrine Gjerdings scenografi er med til at give forestillingen en let og frisk stil, men det er Julie Maj Jakobsens manuskript der er forestillingens svageste led med en historie der aldrig fik mig rigtig engageret fordi den i sin iver for at få så meget med som muligt ikke rummer nogen form for overraskelse eller fordybelse. Det er sødt, sjovt, sympatisk, og ikke mindst vigtigt - men det er vel egentlig også nok.