Satire-sang på højt niveau

Vi er til pressemøde med det nye parti MAGT, ved åbningen af den nyeste forestilling fra satiregruppen af samme navn som partiet. 

Allerede fra det første nummer står det klar at der skydes både til højre og venstre, og det er herligt befriende at man ikke på den måde vælger en side af det politiske skala. Jonas Stimose viser også i dette nummer at han er en af gruppens stærke kort, med en herlig fortolkning af en døvesprogstolk. 

Det bliver dog også hurtigt klart at det er i det musikalske gruppen har sin styrke, og mindre i det tekstlige. Derfor kommer aftenen til at være en lidt underlig blandning af personalerevy og Linie 3. 

Forestillingen er også alt for lang, der kunne sagtens skæres mere ind til benet, og undlade en del sketches der ikke rigtig skal nogensteder hen og hvor pointen er gættet næsten inden den er begyndt. 

Men når musikken spiller - og det gør den heldigvis ofte, så er vi i en helt anden liga. De fire spillere og de to musikere har smukke harmoniske stemmer, og musikalsk kan det nogen gange minde lidt om Shu-bi-Duas poetisk satiriske univers. Det er knap't så hipt og frækt, men mere hyggeligt dansk satire som måske er en kende gammeldags - men pyt med det for det virker.

Nogle absolut højdepunkter er integrationsmusicalen til Abba-sange, det eksperimenterende dansenummer på hovedet og Gud der siger undskyld for alle sinde synder i disse #metoo-tider.

Anden halvdel fungerer klart bedre end første, men alt i alt er det en herlig aften, hvor man morer sig jovialt og nyder den gennemmusikalske satire, som Pelle Koppel som instruktør og Laila Menia som koreograf har fået til at se stramt professionelt ud på scenen.