En kvinde bliver født

I 2016 kom filmen The Danish Girl om Lili Elbe der var den første der fik en kønskorrigerende operation tilbage i 1930. Filmen er ligesom denne danseforestilling baseret på David Ebershoffs roman af samme navn fra 2000, men hvor filmen gerne ville fortælle en fortløbende historie, vil denne forestilling gerne fortælle nogle psykologiske tilstande og scenarier i stedet, og det er både godt og skidt.

Godt fordi det kan være svært at skulle fortælle en biografi gennem dans, men også skidt fordi vi ikke rigtig kommer ind under huden på hverken Lili Elbe eller hustruen Gerda Wegener. 

Vi er i to sindstilstande hos Lili Elbe, den maskuline i 1. akt og den feminine i 2. akt. Det fortælles effektivt i gode koreografier med hele ensemblet i enten maskulin eller feminin kostumering, og meget skarp og præcis koreografi af Tim Rushton der ganske effektivt viser at den feminine og maskuline nok kommer indefra men også præges af påklædning, sko og omverdens input. Anden akten bliver ligerfrem voldelig i de scener hvor Lili kæmper for livet og retten til at være kvinde i hænderne på de kontante og kølige læger. 

Åsa Gjerstad har ramt tiden rigtig i sin kostumering og Sarah Fredslund har et smuk malerisk udtryk i scenografi og lysdesign. Vi er jo hos et kunstnerpar, både Gerda og Lily var malere, og Lily fik sin identitet ved at posere for sin kone - som netop Lily. 

Lily var født som Einer i Vejle, og mødte hustruen Gerda i København, men det var i Weimerrepublikken Tyskland at de fandt friheden til at være sig selv. Jeg ved ikke helt hvor vi er i forestillingen, måske København i 1. akt og Tyskland i 2. akt, det korrekte maskuline mod det frie feminine. 

Bjørk-Mynte Paulse er ganske enkelt forrygende i rollen som Lili Elbe. Ikke nok med at hun har gennemlevet samme historie, hun danser også rollen med tydelig maskulinitet i 1. akt, og yndefuld feminitet i 2. akt, og så er teknik og udstråling rammende, en stor sanselig dansepræstation, der har dog ikke været tid til at raffinere skiftet fra Einer til Lily særligt i kostumering eller styling, men Bjørk-Myntes intention med dansen er vi aldrig i tvivl om. Elena P. Nielsen har mange gode udtryk som Lilys hjælpsomme og forstående kone, men figuren bliver lidt væk i dramaturgien og synes at ende med at blive en smule ensidig, vi bliver aldrig rigtig kloge på hvem Gerda var. Resten af holdet skifter i mange roller som maskulint eller feminint korps, eller brutale læger, og det bliver gjort med stor intensivitet og overbevisning, det er virkelig et godt hold som dygtige Marie Brolin-Tani og David Cornelius Price har samlet i Holstebro i denne omgang (holdet skifter jo hvert andet år - det er en del af konceptet med ungdomskompagniet). 

Tim Rushton har skabt et vigtigt værk der tager fat i behandlingen af transpersoner, og deres ofte fejlagtige repræsentation i forskellige medier. Det er godt tænkt, og meget af forestillingen er yderst vellykket - men historiefortællingen, den blev væk.