Den Vægelsindede på Det kongelige Teater bliver til en plat affære. , Foto Natascha Thiara Rydvald
Er Holberg vitterlig så
plat?
– eller er nutiden så vægelsindet i sin inkompetence overfor, hvad vi stiller
op med ham?
Titel: Den vægelsindede
Teater: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Spilleperiode: Til 1. november 2022
I anledning af 300-året for åbningen af dansk teaters første offentlige scene i Grønnegade, har Det Kongelige Teater i en vis forstand vovet pelsen og sat en klassisk Holberg-forestilling på scenen: Den vægelsindede. Opsætningen er alt andet en klassisk i udtryk og form.
Engang for længe siden talte man om en Holberg-tradition på nationalscenen. Den er i dag fortid, og det vidste vi såmænd ganske godt. Men at nutidens Holberg kan iscenesættes så plat, burlesk og lavkomisk i udtryk og scenegang fortæller denne Leander-tro tilskuer, at tradition og stilsans for Holberg-værkets egenværdi i dag er alt andet end tilstedeværende på landets ellers toneangivende(?) skuespilscene.
Det er tilmed temmelig flot af teatret ligeud at kalde forestillingen for en iscenesættelse og bearbejdelse (begge udført af Katrine Wiedemann), når der bogstaveligt talt reelt er tale om en omarbejdelse for ikke rent ud at sige forvanskning af en glimrende skuespiltekst til et knaldeffekt-show af lavkomik. Intet er der tilbage af den skarpe personskildrende neurose, som Holberg med både subtilt og ironisk blik ser på hovedrollen med.
I teatrets opsætning ser vi i dag i stedet en neurotiker på slap line, omringet af personager, der alene kan finde frem til udtryk for tom slapstick-humor og falden på halen ud over rampen i uendelige gentagelser, der meget hurtigt kun trætter og skuffer i stedet for at vække os til lattermildhed. Ingen her nævnt … alle hurtigt glemt.
Holbergs værk i plat hel-halvhjertet udfoldelse afleveres på 300-års teaterfestdagen her i en iscenesættelse overmalet med en fernis af vulgær sprogkomik, der igen besvares med de i dag nærmest obligate neurotiske grinehyl fra publikumssalen.
”Man merkt die Absicht” ... og kan kun sige: ”Velbekomme” til nationalscenens flove greb om Ludvig Holberg og hans subtile menneskelige indsigt, der her forvanskes til alt andet end netop Indsigt. Anretningen smagte af en himmelråbende mangel på ånd. Den afslører tillige en foruroligende uformåenhed forklædt som skråsikker lavkomik. Desværre.