Signe Lykkes nykomponerede basunkoncert ”Nacherleben” stod i skarp kontrast til Mozarts smukke toner, ligesom flere af sangsolisterne ikke levede op til orkestrets høje niveau – der var plads til forbedring, men trods dette kunne man ikke gå sur fra teatret, når man i næsten en time havde ladet sig opsluge af Mozarts magiske verden.
MOZART
Koncerten åbnede med den uopslidelige ouverture til Mozarts ”Figaros bryllup”, men selvom man har hørt den til hudløshed, mister den aldrig sin charme, især ikke i hænderne på en dirigent som Marie Jacquot. Hun formåede at få det velkendte stykke til at lyde nyt og friskt – det kom til live i en sådan grad, at jeg et kort øjeblik blev forvirret over ikke at høre indledningen til ”Figaros bryllup”’s næste stykke, da ouverturen var slut.
LYKKE
Herefter var der urpremiere på Signe Lykkes basunkoncert ”Nacherleben”. Lykke er, som man næsten kan forstå, en nulevende komponist, der ifølge programmet både har studeret i London, Texas og København, og hun giver i programmet en længere forklaring på, hvad hun har prøvet at udtrykke med sin koncert, hvis navn betyder erindring. Beskrivelsen virker i mine øjne mest som en gang fortænkt sludder om bl.a. det kognitive system, en proces der foregår i nuet osv., og selve basunkoncerten var ikke bedre.
Basunsolisten Jesper Busk Sørensen, som Lykke har skrevet koncerten til, og hvis livshistorie hun har ladet sig inspirere af i sin musikalske beskrivelse af erindringer, mestrede sit instrument fint, men de toner, Lykke havde sat ham til at spille, mindede ofte om et såret dyrs klagesang (”Det lyder som hundrede instrumenters død”, sagde min ledsager).
Jeg tvivler dog ikke på, at mange af mine anmelderkolleger vil rose dette værk med klichéer som ”innovativt” eller ”ekspressivt” eller ”personligt”, for vi lever jo i en tid, hvor vi allesammen skal være så fleksible og åbne og omstillingsparate. Jeg vover dog alligevel at ytre, at ifølge mit personlige kunstsyn bør skønhed være en integreret del af kunsten, uanset om der er tale om musik, malerkunst, lyrik eller alle mulige andre kunstarter, og de skønne momenter i ”Nacherleben” var for få og for korte til, at jeg kan synes positivt om dette værk.
Det siges, at moderne kompositionsmusik som regel placeres i midten i et koncertprogram, for hvis det lægges i starten af programmet, kommer folk for sent, og hvis det lægges til sidst, går publikum for tidligt. Om det er sandt eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men jeg savner en debat om, hvorfor så meget kunst i dag er så navlepillende og dermed ikke særlig publikumsvenligt, og vel at mærke en debat, hvor man ikke bliver kaldt rindalist eller reaktionær, fordi man ikke bryder sig om musik, der er et overgreb på ens nervesystem.
MOZART IGEN
Efter pausen var det heldigvis tid til Mozart igen, nemlig hans fine messe i c-mol, som han komponerede i 1782-83, og som, selvom han aldrig færdiggjorde den, er så komplet, at den godt kan opføres. Det er dejligt, for messen er af stor skønhed, ikke mindst de to sopranarier ”Laudamus te” og ”Et incarnatus est” samt duetten for de to sopraner, ”Domine Deus”.
Som mange andre messer af de store komponister, er c-mol-messen skrevet for kor og fire solister, men hvor disse solister som regel er sopran, alt (eller mezzo-sopran), tenor og bas (eller baryton), hvilket man fx ser i Mozarts kroningsmesse fra 1779 og hans ufærdige requiem fra 1791, skal solopartierne i c-mol-messen synges af to sopraner, en tenor og en bas.
På Operaen havde man imidlertid valgt at lade mezzo-sopranen Elisabeth Jansson synge andensopranpartiet, og det var en dårlig idé. Udover at partiet var for højt for hende, hvilket man især hørte i ”Quoniam”-satsen, der indeholdt hendes højeste tone, lod hendes koloraturer også meget tilbage at ønske – hun surfede nærmest henover dem i stedet for at synge dem, så hver eneste tone stod klart frem, og jeg bemærkede også et enkelt problem med intonationen i starten af arien ”Laudamus te”.
I førstesopranpartiet optrådte Dénise Beck, og det var heller ikke den store fornøjelse. Becks stemme virkede presset og skinger, så snart den begyndte at kravle opad, og hun gjorde en del brug af kæben, når hun sang, i en sådan grad, at når hun sang en skala på det samme ord, lod der til at være et w foran ordets vokal på hver tone af skalaen. Jeg savnede et bedre legato og en sans for de større linjer, i stedet for den enkelte tone, og Becks triller var også utilfredsstillende.
De mandlige solister, tenor Jacob Skov Andersen og basbaryton Henning von Schulman, gjorde et bedre indtryk, men de havde så lidt at synge og ingen solostykker, så det er svært at give en mere grundig beskrivelse af deres kunnen.
Det var synd for Mozarts fine messe (og det betalende publikum!), at man ikke havde gjort sig mere umage med at finde de helt rigtige solister – tænk bare, hvad så fine sopraner som Louise McClelland Jacobsen og Clara Cecilie Thomsen, for nu blot at nævne to dygtige sangere, som vores kongelige opera råder over, kunne have fået ud af Mozarts musik, ikke mindst den notorisk svære arie ”Et incarnatus est”. Når jeg alligevel giver koncerten fire stjerner, skyldes det den fine indsats fra Operakoret og Det Kongelige Kapel, og naturligvis også Mozart vidunderlige musik.