Walk-man, der er grønt lys!

Vi møder i starten en ung mand som til stor morskab får fortalt at han bare er praktikant på forestillingen. Med stor kreativitet bliver praktikanten kastet ind i forestillingen som en grim ælling. Med 16 sort/hvide plader formår danserne konstant at gøre scenen ekstremt levende. Pladerne bliver flyttet rundt og laves til bla. en fodgængerovergang, stier eller et plankeværk. Pladerne opleves som en integreret del af dansernes bevægelser og hele tiden er de på imponerende vis med som den naturligste ting i verden. Danserne er ekstremt dygtige, og der hersker ingen tvivl om at de kan deres håndværk til perfektion.

Som tingene skrider frem lærer praktikanten på den hårde – men også ret morsomme – måde om de sociale spilleregler der gælder hvis han vil være én i blandt. Han agerer i store dele af forestillingen en “rød/grøn mand” ved forgængerovergangen hvor han nok aldrig glemmer sine replikker. De består nemlig udelukkende af “dik, dik, dik, dik, dik,” i forskellige hastigheder alt efter om det er tilladt at gå over fordgængerovergangen eller ej.

Humoren er i top, og publikum er med hele vejen når der fx. danses med indisk-inspirerede bevægelser imens en af danserne langsommeligt bevæger sig liggende over fodgængerovergangen som en larve. Dansernes nonverbale kommunikation og geniale mimik udfylder til fulde den ramme som pladerne formår at danne. I denne herlige fortælling om “hvordan man kan gå" drages publikum ind i et genkendeligt univers fra virkeligheden. Vi har alle et valg. Ønsker vi at gå med strømmen, at gå vores egen vej, eller blot at gå videre? Ydermere i det valg vi så end træffer, hvordan vælger vi så at ville gå? Der er meget stof til eftertanke, og et citat fra William Shakespeares komedie "Som Man Behager" er meget rammende for denne skønne forestilling;

“All the world's a stage, and all the men and women merely players: they have their exits and their entrances; and one man in his time plays many parts, his acts being seven ages.” 

.