Det er en overdådig forestilling, vi er vidne til på Gamle Scene. Drama, musik og dans går op i en ødsel højere enhed, når Det Kongelige Teater spiller med musklerne og viser, hvad de kan, som andre teatre ikke kan. Man har både et Kongeligt Kapel og en Kongelig Opera at hente kræfter fra, når man vælger en forestilling som Amadeus, som fortæller om det sære forhold mellem Mozart og Salieri iblandet musikalske godbidder fra Mozarts udødelige musikkartotek.
Det hele er krydret med levende koreografi af Signe Fabricius, men danserne med enkelte undtagelser var ikke helt så skarpe og stramme som sidste gang, forestillingen spillede.
Til gengæld var unge Lukas Troya en stor fornøjelse at opleve i rollen som Mozart. Han var fnisende og pruttende plat, men man mærkede klart et svigtet barn bag den barnlige facade. Mozart var datidens rockstjerne, og Lukas Troya har fundet de helt rigtige virkemidler frem til at gestalte den utrættelige Mozart for os, der ikke er bleg for at anderkende og se sin egen genialitet fremfor andres – hvilket gør, at han hurtigt får uvenner i det intrigante og stive hof rundt om Kejseren i Wien.
Som hans modstander og modsætning, Salieri, der har viet sit liv til at tjene Gud med sin musik, er Henrik Kofoed i ganske imponerende form. Man mærker tydeligt forbavselsen over, at opdage det guddommelige kommer fra et bøvsende pattebarn. Trangen til at ødelægge Mozart og dermed en kamp mod den Gud, han så indædt har tjent hele livet, skinner klart igennem i Kofoeds fremstilling af Salieri. Det er en flot præstation, men alligevel bliver det en smule monotont i anden akt, og de mange monologer begynder at tabe fokus, og dermed begynder den lange og egentlig temmelig gammeldags forestilling at kede sit publikum. Noget jeg ikke mærkede i 2019, men som gør sig gældende i denne udgave.
Ole Lemmeke er ellers en fest som den ikke helt kvikke kejser, og Victor Pascor Medom er sammen med Martin Bo Lindsten to allestedsnærværende guldengle med herligt overskud. Eliaha Lack er en fin og moderne Constance, der har den svære opgave at være gift med den uregerlige Mozart.
Sangligt er Renate Ekervord ikke helt på toppen i den kendte og svære Nattens Dronning, men de øvrige sangere og kor gør det udmærket og giver godt liv i de store scener.
Kasper Holtens iscenesættelse er opulent og storladen, men mangler i denne genopsætning lidt nerve og tempo. Den bliver en smule tung og slæbende især i anden akt.
Medlemmerne af Det Kongelige Kapel med Mikkel Futtrup i spidsen giver til gengæld masser af energi og vellyd i de scener, hvor de medvirker, og herligt at se dem så fysisk til stede på scenen.
Maja Ravns kostumer er luksuriøst smukke og ødsle, mens tanken bag scenografien om at genbruge Det Kongelige Teater selv som kulisse er mere smart end egentlig vellykket.
Det er Mozart for folket, sådan som han gerne ville se sig selv, og alt i alt er det stadig en flot og imponerende aften, men denne gang opdager man, hvor bedaget Peter Schaffers skuespil fra 1979 hurtigt kan føles.